EMNER

Stærkere vind til at blæse TUBA’en op

Socialministeriet har bevilget penge til at udvide rådgivning til voksne børn af alkoholikere

HIRTSHALS:Hen over sommeren har Socialministeriet bevilget 6 mio. kr. til TUBA Danmark fra ministeriets SATS-pulje, og den ministerielle pengestrøm har også dryppet på afdelingen i Hirtshals, der har fået ansat en ekstra terapeut. Et synligt resultat af de ekstra personaletimer er, at Hirtshals har været fødselshjælper for en ny afdeling i Frederikshavn. Udvidelsen er et led i en handlingsplan for en landsdækkende net af TUBA-afdelinger 28 forskellige steder i Danmark. Målet er hvert år at hjælpe 3000 unge på landsplan, som er vokset op i en familie med alkoholproblemer. - Unge og voksne børn af alkoholikere er en glemt og nedprioritet gruppe i dagens Danmark. Det er opsigtsvækkende, for det at vokse op i en familie med alkoholproblemer giver store sår på sjælen, siger psykoterapeut Jane Boni Jensen og fortsætter: - Samtidig ved vi, at det kan være svært at få øje på den gruppe af udsatte unge, da der er megen tabu med det at have forældre, som drikker eller har drukket. TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge Børn af Alkoholafhængige, og det er fire år siden, at Hirtshals blev den anden TUBA afdeling i landet efter København. Senere er Århus kommet med. Siden 2002 har TUBA Hirtshals hjulpet snesevis af unge voksne også udenfor kommunens område. og det selvom nabokommunerne ikke har værdsat TUBAs indsats nok til, at de ville bidrage til, at det dengang toårige projekt blev en varig ordning. Det gjorde Hirtshals Kommune indtil udgangen af 2006. Den nye storkommune har forlænget aftalen til udgangen af 2007. TUBA Hirtshals’ tilbud omfatter bl.a. individuel terapi, gruppeterapi for 18-25 årige, der startede i september, parterapi, rågivning og undervisning ud af huset. - I øjeblikket har vi 10 klienter i Hirtshals og 5 i Frederikshavn og vi har kapacitet til flere i øjeblikket, siger psykolog Ditte Sennicksen, som giver følgende forklaring på, at Hirtshals var tidigt på banen med TUBA: - Kommunen havde dengang en gruppe klienter, som de ikke kunne putte ned i de kendte kasser, og de var meget velvillige og hjælpe med at starte.