Stærkt berørt Hareide forlod tv-studie efter Eriksen-kollaps

Åge Hareide skriver for B.T., at tv-billederne af Christian Eriksens kollaps var ubegribelige for ham.

I klummen fortæller Hareide, at tv-billederne fra Parken med spillernes og Eriksens kærestes reaktion knuste hans hjerte. (Arkivfoto.)

I klummen fortæller Hareide, at tv-billederne fra Parken med spillernes og Eriksens kærestes reaktion knuste hans hjerte. (Arkivfoto.)

KØBENHAVN:Den tidligere danske landstræner Åge Hareide var i studiet hos norske NRK, da Christian Eriksen kollapsede i EM-landskampen mod Finland.

Hareide, som fra 2016 til 2020 stod i spidsen for det danske landshold, kunne ikke fortsætte og måtte stærkt berørt løbe hjem gennem regnen til sin lejlighed i Trondheim, mens han frygtede det værste.

Det fortæller nordmanden i en klumme for B.T.

- Jeg er skideligeglad med resultatet mod Finland. Det betyder ingenting. Det vigtigste for Danmark og fodbolden er, at Christian Eriksen er okay. Livet blev vendt på hovedet på et øjeblik i en af de mest forfærdelige dage, jeg har oplevet, skriver han.

Christian Eriksen udgik i slutningen af første halvleg, efter at han havde modtaget livreddende hjertemassage på banen. Danmark tabte efter en længere pause 0-1.

I klummen fortæller Hareide, at tv-billederne fra Parken med spillernes og Eriksens kærestes reaktion knuste hans hjerte.

Han tog efterfølgende fat i landsholdets teammanager og fik en melding om, at Eriksen var i stabil tilstand, hvilket han blev meget glad for at høre.

Den norske træner, som nu er træner for klubben Rosenborg, roser i klummen Eriksen for både hans menneskelige kvaliteter og hans kvaliteter som fodboldspiller.

Han forklarer, at det danske landshold ikke kan undgå at være i chok.

- Men hvis Christian har det godt, så ved jeg, han vil have, de skal spille videre til EM. I hans sjæl ligger fodbolden. Vi ved ikke så meget lige nu, men jeg ved, at de kommer tilbage, skriver Hareide for B.T.

- Sådan kender jeg de danske drenge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.