Stærkt comeback af Frederikshavn White Hawks
Pilen fortsætter med at pege opad for Simionis mandskab i Metal Ligaen
ISHOCKEY: Med syv sejre i de seneste ni kampe kom Frederikshavn White Hawks ind i søndagens hjemmekamp mod SønderjyskE god forfatning. Mario Simionis mandskab endte da også ovenpå til slut, men de var undervejs i store problemer med de ellers formsvage sønderjyder.
Frederikshavn vandt skudstatistikken hele 46-17, men de skulle alligevel frem til 27 sekunder før tid, før sejren blev sikret ved Cam Spiro, da fra tæt hold huggede pucken i det korte hjørne til stor jubel for de 1118 tilskuere i Scanel Hockey Arena.
Målløs indledning
Høgene dominerede som skrevet fra start til slut, men der manglede intensitet og skarphed i en målløs første periode.
Så brød helvede til gengæld løs i anden periode, og det var ikke på den gode måde for hjemmeholdet. Seks minutter inde gjorde Patrick Dwyer det til 0-1 på et riffelskud i den ene trekant, og Søren Dau Mortensen øgede til 0-2 i tiden 32.32, da han foran mål snød Thomas Lillie med en styring.
Cheftræner Mario Simioni tog en hård konsekvens og pillede Lillie ud til fordel for Christian Larsen. Halvandet minut senere faldt reduceringen, da Mads Larsen modtog en perfekt pasning fra Kristoffer Lauridsen, og i tomt net kunne han ændre måltavlen til 1-2.
Fire minutter før anden periodes udløb kom dog en ny maveplasker til Frederikshavn. Christian Larsen så ikke for heldig ud, da han blev snydt af Søren Dau Mortensen, der kom ind fra bag mål og scorede.
Sindene i kog
Det bragte sindene i kog, og inden periodens udløb blev både målscorer Søren Dau og Frederikshavn Kristian Jensen sendt i bad før tid.
Tredje periode var kun små fire minutter gammel, da hjemmeholdet fik reduceret til 2-3 ved Kristoffer Lauridsen, der fra en spids vinkel sendte en baghånd højt i nettet.
Nu virkede SønderjyskE møre, og udligningen kom med 10 minutter tilbage ved Henrik Eriksson. Svenskeren fik en perfekt tværpasning fra landsmanden Jens Henrik Tönjum, som han hamrede i nettet, før SønderjyskE-keeperen kunne nå at sideforskyde.
De fleste havde dog nok indstillet sig på forlængelse, men amerikanske Cam Spiro ville det altså anderledes. Med sejren avancerer Frederikshavn White Hawks til fjerdepladsen i Metal Ligaen, og de er blot tre point bag ærkerivalerne Aalborg Pirates, der ovenikøbet har spillet en kamp mere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.