Stærkt forankret i den lokale kultur

Arden Musikskole hylder på 25. år de decentrale og frivillige principper

ARDEN:Når Arden Musikskole i dag markerer sit 25 års jubilæum, er det ikke et stort og prægtigt arrangement, der venter gæsterne i Kulturhuset. For i tråd med den decentrale ånd der lige siden begyndelsen i 1980 har præget musikskolen, har bestyrrelsen valgt at sprede jubilæet ud over året med flere forskellige arrangementer rundt om i kommunen. - Vi kunne have lavet ét stort arrangement, men vi villle hellere sprede det ud over året, fortæller musikskolens formand Arne Arildsen. Og som sagt så gjort. Den har stået på både percussion- og gospelworkshop, hvor kommunenes borgere selv har haft mulighed for at udfolde sig og siden lytte til verdensmusik med bandet Nordlys og koncert med gospelkoret Voicings. I går gav den legendariske trio Bazaar koncert i Kulturhuset, og i morgen er der orgelkoncert i Arden Kirke med en af skolens tidligere elever, Mettea Engelund. Blev på skolerne Decentraliteten har betydet, at der i 25 år har været musikundervisning rundt om på skolerne i Astrup, Rostrup, Valsgaard og Arden. Det har ifølge Arne Arildsen været en afgørende faktor for musikskolens forankring i kommunen. - Vi har aldrig haft vores eget hus, men har altid brugt folkeskolernes lokaler, fortæller han. Af hensyn til det gode samarbejde med skolerne flyttede musikskolen heller ikke undervisningen til Kulturhuset, da det kom til. - Vi har et tæt og meget frugtbart samarbejde med skolerne. For eksempel om indkøb af instrumenter og anættelse af konservatorieuddannede lærere, der underviser både i musikskolen og folkeskolen, fortæller den daglige leder, Henrik Hammer. Fremtidens musikskole Ud over det decentrale struktur er det det meget engagerede islæt af frivillige ildsjæle, der gennem alle årene har bidraget med en stor arbejdsindsats i bestyrelsen og det daglige arbejde personificeret ved Marie Prip, der har været med lige siden 1980 og stadig er aktiv i musikskolens bestyrelse. - Den lokale forankring og det frivillige engagement er nogen af de kvaliteter, vi gerne vil holde fast i, når vi indgår i samarbejdet med de øvrige musikskoler i den nye Mariager Fjord Kommune, siger hun. Hvordan fremtidens musikskole kommer til at tage sig ud er stadig et stort spørgsmål, og der venter Arden Musikskole en stor udfordring, når jubilæumsåret er overstået.