Stærkt tilbud til hjemmekontoret

Office 2007 fås i en billig udgave

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange opgaver klares med den praktiske højrekliks-menu.

Uopnåelig - med mindre man finder en piratkopi. Sådan tænker mange om Microsofts Office-pakke, der normalt koster flere tusinde kroner. Men faktisk findes den nye Office 2007 i en særlig ”hjemme-udgave”, der ikke koster mere end et par computerspil. Programmerne i den såkaldte ”Microsoft Office Home & Student 2007” kan det samme som i de dyre udgaver. Du får både tekstbehandleren Word, regnearket Excel og præsentationsprogrammet Powerpoint. Og som en ekstra bonus medfølger det nye notat-værktøj OneNote, der ikke indgår i standard-pakken. Nyskabelserne i Office 2007 er mere dramatiske end nogensinde. I stedet for som hidtil blot at hælde flere funktioner i de gamle rammer, har Microsoft nemlig visket tavlen ren - og udtænkt en helt ny brugerflade. Det var også tiltrængt. Problemet med Office-pakken har længe været, at mange værktøjer var alt for dybt begravet. I den nye version er menuerne afløst af ikoner på logisk inddelte faneblade. Ideen er, at funktionerne kun vises, når man har brug for dem. Samtidig er betjeningen blevet mere visuel, fordi mange ændringer vises i dokumentet, før man vælger dem. Hvis du eksempelvis markerer noget tekst, og fører musepilen over de forskellige skriftstørrelser, ses konsekvensen straks i selve dokumentet, så du slipper for at prøve dig frem efterfølgende. Med et tryk på Alt-tasten springer man hurtigt til det ønskede faneblad. Hvis man da ikke klarer opgaven med et enkelt højreklik, som åbner en ny genvejsmenu med de mest brugte kommandoer. Oprettelsen af diagrammer og modeller går lettere med den nye ”SmartArt” funktion, hvor man blot vælger og udfylder de færdige skabeloner. Og i Excel er det blevet nemmere at illustrere sine regneark med farver, der anskueliggør tendenser i tallene. Du slipper også for at huske formlerne, for når du skriver det første bogstav, foreslår programmet selv de relevante muligheder. Klipsen er død Med alle disse tiltag er det lykkedes at gøre Office-programmerne mere begyndervenlige. Vel at mærke uden at tale ned til brugeren med poppede tegneserie-figurer. Den nævenyttige papirklips fra de ældre Office-pakker er afgået ved døden, hvilket utvivlsomt vil glæde mange (se f.eks. kortlink.dk/3vqk). Erfarne brugere skal vænne sig til nye måder at gøre tingene på. Men i længden virker den nye brugerflade mere logisk. Og når værktøjerne vises grafisk på skærmen, er man mere tilbøjelig til at bruge dem. Med Office 2007 introducerer Microsoft også en række nye dokument-formater, som er baseret på den såkaldte XML-teknologi. Det er et skridt i retning af åbne standarder, som kan gøre det nemmere at dele dokumenter på tværs af programmer. Men på kort sigt er virkningen stik modsat. De nye formater kan nemlig ikke åbnes i ældre udgaver af Office-pakken, med mindre man henter den såkaldte ”compatibility pack” (kortlink.dk/3vqy). Så hvis du vil være sikker på, at andre kan åbne dine dokumenter, bør du bruge de gamle formater (vælg ”Gem som”). Studerende, og andre der tager mange notater, kan få stor glæde af det nye OneNote. Programmet binder notater og dokumenter sammen i et fleksibelt arkivsystem, som giver et fortrinligt overblik over selv store datamængder. Integrationen på tværs af programmer og computere er meget imponerende. Se selv demoen (på engelsk) på: kortlink.dk/3vqz. OneNote er også fint integreret med email/kalender-programmet Outlook, som desværre ikke indgår i den billige hjemme-udgave. For at få både Outlook og OneNote, skal man købe Ultimate-udgaven, der koster op mod 6000 kr. Hjemme-udgaven af Office 2007 ligner derimod et røverkøb. Det billigste tilbud, vi fandt på edbpriser.dk, lyder på 944 kr. inkl. porto. Hvis man dividerer prisen med de fire programmer i pakken, får man 236 kr. pr. program. Tre installationer I modsætning til de dyre Office-udgaver medfølger her retten til at installere programmerne på tre computere i husstanden. Og så begynder det næsten at ligne en foræring. Ganske vist kan OpenOffice fortsat hentes gratis ned fra: da.openoffice.org. Det opfylder de flestes behov, men Office 2007 er flottere, mere omfattende - og ikke mindst mere pædagogisk. Det er befriende, at Microsoft for en gangs skyld har fokuseret på brugervenlig indpakning frem for blot at fylde flere eksotiske funktioner i pakken. Disse programmer kunne i forvejen næsten alt. Nu kan de endnu mere - men frem for alt er de blevet nemmere at bruge. Dette, og den lavere pris, gør dem særdeles velegnede til hjemme- og studiebrug.