Stævne og fest

Lørdag runder Mariager Fjord Orienteringsklub 25 år og jubilæet fejres med både stævne, reception og fest for klubbens medlemmer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et nyt kort over Als Odde bliver taget i brug ved efterårsstafetten i forbindelse med jubilæet i Mariager Fjord Orienteringskluib lørdag. Privatfoto

Det sker i Himmerlandsgården ved Als Odde, hvor klubbens traditionsrige stævne, efterårsstafetten, holdes om eftermiddagen, efterfulgt af reception og klubfest, oplyser næstformand Jens Chr. Dalgaard. Fjordklubben startede under navnet Mariager OK/TRIM, og i 2005 fusionerede klubben med Hadsund OK, der var startet i 1990. Det ny blev Mariager Fjord OK. Klubben tæller i dag 102 medlemmer fra de yngste på fem år til de ældste på omkring 75 år. Gennem alle årene har klubbens ansigt udadtil været Jørn Blom som formand, og mange af de øvrige bestyrelsesmedlemmer har også været med i de fleste år, herunder kasserer Keld Østergaard. Næstformand har siden fusionen i 2005 været Jens Chr. Dalgaard, tidligere formand for Hadsund OK. Dertil kommer bestyrelsesmedlemmerne Jens Christensen, Niels Jørgen Iversen, Erik Nielsen, Arne Pedersen, Jonas Munthe og Per Andersen, som alle har været med i mange år. Gennem årene har klubben tegnet flere og flere orienteringskort, og den råder i dag over forskellige lokale skovområder i fjordområdet, hvor klubben har et godt samarbejde med både lodsejere og jægere. Nyeste skud på stammen er et kort over Als Odde, der i forbindelse med jubilæet skal indvies til efterårsstafetten.