Stævne styrker JIF

PANDRUP:Det har vrimlet med fodboldspillere i Pandrup og Kaas i de seneste dage, men også i Ingstrup og Saltum har man mærket, at byer i Pandrup Kommune er blevet inddraget i afviklingen af den store ungdomsfodboldturnering Nørhalne Cup. Ikke færre end 357 hold har spillet kampe siden ankomsten onsdag og torsdag, og for første gang er Jetsmark Idrætsforening direkte involveret i afholdelsen af stævnet, da der i de seneste to dage er blevet spillet masser af kampe på seks baner på foreningens anlæg. Cirka 800 spillere og forældre har boet på skolerne i Pandrup og Kaas, og JIF har stillet med omkring 200 frivillige, der har ydet en stor indsats for at give spillere, tilskuere og ledere en god oplevelse. Arbejdsopgaverne har været mange for klubben. Hver aften er de mange deltagere blevet bespist på Pandrup Skole, der har været vagter til at holde øje med begivenhederne om natten, mens andre har været på plads på anlægget for at sælge pølser, sodavand og is eller har stået for en lang række andre praktiske detaljer til gavn for de mange unge sportsfolk. Koordinator Mogens Jensen glædede sig i går over, at de mange opgaver hidtil er blevet løst uden nævneværdige problemer. - Stævnet giver os et enormt løft i klubben og er godt for vores renommé udadtil. Det er dejligt, at vi har stor opbakning fra sponsorer, men det betyder altså meget, at klubben også selv yder et stykke arbejde, siger Mogens Jensen, der tilføjer, at arrangementet vil give et sekscifret overskud til foreningen. Det har også styrket sammenholdet i klubben, at medlemmer lige fra førsteholdsspillere til old boys og miniputter har ydet en stor indsats, mener han. - Det har virkelig rystet os sammen, at vi har en fælles opgave, som vi skal løfte. Der har været en dejlig atmosfære over det hele, forklarer Mogens Jensen, der forventer, at klubben også næste år vil stå for afviklingen af et stævne for unge spillere. De sidste kampe på JIF"s anlæg spilles i eftermiddag, og stævnets sidste finaler afvikles i Nørhalne i morgen.