Gandrup

Stævnemøde med 12 uldkonfirmander

Hyggelige gensynsfest fra ”pogskolerne” - 55 år efter

12 gæve uldkonfirmander var samlet - men da ingen af de stædige asener ville trykke på udløseren og dermed gå glip af at komme med på billedet, nøjes vi med at se den gamle ”pogskole” i Vebbestrup sådan lidt for oven.

12 gæve uldkonfirmander var samlet - men da ingen af de stædige asener ville trykke på udløseren og dermed gå glip af at komme med på billedet, nøjes vi med at se den gamle ”pogskole” i Vebbestrup sådan lidt for oven.

GANDRUP/TRUE/DOENSE:Tidens tand gnaver uafviseligt. Under besættelsen i det herrens år 1944 samlede ”pogskolerne” i Gandrup, True og Doense sammenlagt 33 elever, som syv år senere og i samlet flok drog til centralskolen i Vebbestrup - i dag Glistruphus. Men det er unægtelig ved at være længe siden - også selv om man siden genoptog kontakten og har mødtes til både 40 års, 45, års, 50 års og nu 55 års jubilæum. Netop forleden mødtes 12 af disse ”uldkonfirmander” så til bemeldte 55 års gensyn - godt og vel 62 år efter allerførste skoledag. Samlingen blev holdt hos den stadig aktive maskinstationsejer Karen Houtved på Als oddevej 12. Her stod festen angiveligt på i et halvt døgn med hyggesnak, gamle sjove minder og tre måltider undervejs til at holde energien gående. Gæsterne gav sig også tid til at besøge Hvirkelkjærgårds modeforretning via Odden. Ud over den gæstfrie værtinde deltog Mie Hansen, Lissy Hansen, Inga Hansen, Annelise Poulsen, Jenny Jensen, Folmer Christensen, Lauris Jensen, Børge Pedersen, Knud Østergård, Jens Sørensen og Erik Hammer Sørensen. Sidstnævnte bragte sig selv på bane ved at prale med sin største lærdom, som daterer sig tilbage til en ”slikketime” i 1948. - Her solgte jeg nemlig min frugtsommelige ged til vores førstelærer, Roland Jensen, for 500 femøres sparemærker, som jeg behørigt indslikkede i fem bøger á fem blade - eller fem kroner pr. sparemærkebog. Gedens pris var nemlig 25 kroner. Men de fyldte fem bøger var den dag i skolen, hvor jeg lærte mest. Som vegetar fattede Roland Jensen interesse for gedemælk. Men 25 kroner var nu en ret stor pris for sådan en ged, husker Hammer Sørensen. Ni af eleverne fra dengang er døde, andre ni havde meldt fra, mens tre ”aldrig er fundet”. - Resten ønsker at fortsætte til døden os skiller, og næste samling er berammet til 2009 eller 65 år efter første skoledag, meddeler Erik Hammer Sørensen.