Stævnemøde med fremtiden

Tal med din svigermor - og se hende i mobiltelefonen, mens du gør det! Få de seneste nyheder ned i telefonen som video - eller se AaB brænde et mål på Brøndby Station...i telefonen!

Fra på mandag kan alt det - og meget mere - blive virkelighed for nordjyder, der køber sig en avanceret mobiltelefon og et abonnement hos teleselskabet 3. Men allerede i går fik NORDJYSKE et eksklusivt stævnemøde med fremtiden. Marketingsdirektøren hos 3, Mads Eriksen, fløj ind til Aalborg Lufthavn. Han hev to af de avancerede telefoner frem, og minutter efter var vi i fuld sving med at lave interviewet - gennem telefonerne, og mens vi kunne se hinanden. - 3G-telefoni er mobilt internet, som vi kender det hjemme fra computeren. Du kan gå på Internettet, checke mails og føre videosamtaler fuldstændig som på computeren. Men alt sker i telefonen, forklarer Mads Eriksen fra et hjørne i lufthavnen. På skærmen kan jeg se, Mads Eriksen tale løs. Billedet er en smule kornet, men jeg er ikke i tvivl om, hvem jeg taler med. Og når jeg beder Mads "filme" rundt i lokalet, så kan jeg tydeligt se, at han er i Aalborg Lufthavn. - Der sidder et indbygget videokamera i telefonen. Og så kan du sende både lyd og video til andre med din 3G-telefon. Hvis den altså er inde for dækningsområdet, siger Mads Eriksen. Hurtige data Allerede fra på mandag er Aalborg og omegn en del af "dækningsområdet". Det samme er Århus, Odense og store dele af Sjælland. Inden for de områder kan man bruge alle funktioner i telefonen. Og når man er uden for de store byer, så kan man fortsat tale i telefon og sende tekst-beskeder. - Fordelen ved det hurtige mobilnet er ikke kun, at man kan føre en videosamtale. Man kan også sende og modtage data lige så hurtigt, som man kan hjemme på computeren. Det betyder, at man kan bruge telefonen som et modem sammen med en bærbar computer og få rigtigt hurtigt internet uden at være tæt på en fast telefonlinie, lyder det gennem telefonen. Og jeg kan se, at Mads Eriksen smiler. Teleselskabet 3 er det første af fire selskaber, som tilbyder hurtigt mobilt Internet. De andre selskaber er Telia, Orange og TDC, der snart følger efter med deres netværk. Og i løbet af få år vil hele Danmark være dækket. - Lige nu satser vi på de kunder, der altid er først med det sidste. Men vi ved, at alle typer af kunder hurtigt vil melde sig til, fordi der er så mange muligheder med det hurtige mobile net, siger Mads Eriksen. Det koster Men hvad med prisen? Brugerne af de nye telefoner skal af med mindst 2.000 kroner for en telefon - og mindst 149 kroner om måneden i abonnement. Men så får man også et gratis antal minutter til videotelefoni eller tale hver måned. Den første tid er de forskellige tjenester, som man kan bruge hos 3, i øvrigt gratis. Men efter tre måneder skal man betale. For eksempel fem kroner for et nyhedsindslag fra TV2, fem kroner for et mål fra superligaen og 10-15 kroner for musikvideoer og filmtrailere. Overfører man data, koster det 10 kroner for hver megabyte. - Men selv om indholdet koster penge, så tror vi, at danskerne gerne vil betale for det. Og vi er sikre på, at mange gerne vil have hurtig adgang til nettet og deres mails fra telefonerne, når Mads Eriksen at sige, inden han lægger telefonerne i lommen og flyver hjem til København. Fra på mandag behøver han ikke længere at flyve til Aalborg for at give et personligt interview med NORDJYSKE. Næste gang tager vi nemlig telefonen... Læs mere om det nye hurtige mobilnet på internettet: www.3.dk