Stafet God Arbejdsplads har fundet et nyt hjem

Hals Skole har fået stafetten overdraget af et hold gulklædte lyn-cyklister fra Gandrup Bibliotek

HALS:Hals Kommunes Stafet God Arbejdsplads nåede i går til Hals Skole, hvor det var et hold hurtigtkørende cyklister fra Gan-drup Bibliotek, der fik elever og lærere på skolen til at kigge en ekstra gang, da de ankom med den brændende stafet-fakkel og iklædt hver sin gule førertrøje. Ømt så det ud, men opfordringen fra lederen af Gan-drup Bibliotek, Bjarne Christensen, om, at de også på Hals Skole lægger sig aktivt i selen for at give arbejdsmiljøet på stedet endnu et nøk opad, blev fremsagt med begejstring - og et ønske om, at dette arbejde vil foregå i en lige så positiv ånd som på Gandrup Bibliotek. På Hals Skole er de faktisk allerede ”tyvstartet” på arbejdet med at sikre medarbejderne et bedre arbejdsmiljø. Det skete sidste år, hvor der udefra blev indhentet en konsulent, Laurits Krog, til at sætte skolen i gang med dette arbejde. Det førte til et projekt, der fik titlen Kollegial Respons, og hvor det i sidste skoleår var tre hold af medarbejdere, der arbejdede på at finde metoder, hvortil de kunne hjælpe hinanden af med frustrationer og lignende fra dagligdagen på skolen. En af deltagerne fra i fjor, Bjarne Jensen, slår fast, at Kollegial Respons har været givtigt og konstruktivt, og projektet fortsætter i år med nye lærere. En af dem er Lotte Kirketerp, og hun siger: - Jeg har store forventninger til det her. Lotte Kirketerp havde imidlertid gerne set, at hun havde haft flere kolleger fra sit eget elev-trin med på årets hold, men sådan blev det ikke. - Det kan blive en svaghed, men til gengæld får vi så nok i stedet sat mere fokus på de generelle problemstillinger i lærerjobbet, siger hun.