Stalde brændt ned - stuehus reddet

Brand har ødelagt længerne på mindre nedlagt landejendom i Amtoft nær Feggesund

Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

AMTOFT:Længerne til en mindre nedlagt landejendom på Amtoftvej i Amtoft på vejen til Feggesund nedbrændte sent søndag eftermiddag.

Alarmen til Nordjyllands Beredskab i Thisted lød klokken 17.59, og der blev straks sendt et fuldt slukningstog afsted.

Indsatsleder Rasmus Evaldsen tilkaldte dog straks ankommet til stedet flere folk og tankvogne til at transportere vand til brandstedet, ligesom Amtoftvej blev spærret for trafik, da den brændende gård ligger lige op ad Amtoftvej.

- To længer, hvor der blev opbevaret halm, er totalt nedbrændt. Ilden var brudt gennem taget, da vi ankom, så vi fokuserede indsatsen på at redde stuehuset og en olietank ved huset, og det lykkedes, fortæller indsatslederen.

24 mand fra beredskabet i Thisted kæmpede hele søndag aften med branden, hvis årsag ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen er ukendt.

- Vi skal formentlig have lavet en brandteknisk undersøgelse en af de nærmeste dage for om muligt at finde brandårsagen, siger vagtchefen.

Der var ingen dyr på gården, og gårdens beboere - et ældre ægtepar - var heller ikke i fare ved branden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.