Hestesport

Staldtip udløste million-gevinst

Aalborgensisk spiller hentede den største trav-gevinst nogensinde på en dansk væddeløbsbane

Brian Juulsgaard, indehaver af Spilleboxen, glæder sig over at én af hans faste spillere løb med den store gevinst. Spilleren selv ønsker ikke at stå frem. Foto: Thomas Gaardsmand

Brian Juulsgaard, indehaver af Spilleboxen, glæder sig over at én af hans faste spillere løb med den store gevinst. Spilleren selv ønsker ikke at stå frem. Foto: Thomas Gaardsmand

AALBORG:Det startede med en opringning med et staldtip til en travvinder på oddset, og før søndagen var omme kunne han kalde sig millionær. En yngre aalborgensisk tipper valgte nemlig ikke kun at spille den sikre fidus ¿ han spillede en gedigen V65 kupon på løbene på travbanen i Skive og endte med at hente Danmarkshistoriens største travgevinst hjem som eneste spiller med den rigtige kombination af de seks løb. 1.345.000 kroner lød den endelige udbetaling på, da et nervepirrende sidste løb var kørt. ¿ Jeg skiftevis sad ned og stod op, og de sidste 100 meter så jeg slet ikke, fortæller vinderen, som ikke ønsker at stå frem med navn. Dagen derpå var det endnu ikke gået helt op for ham, at den store gevinst var en realitet. ¿ Det højeste jeg har vundet indtil nu har været ca. 30.000, så det er lidt mærkeligt. Jeg skifter lidt mellem at tro på det og ikke at tro på det, siger vinderen. Egentlig skulle han "kun" have haft 345.000 kroner for sin dygtighed, men i et forsøg på at øge interessen for travspillene smider Danske Spil 200.000 kroner i puljen til en solovinder, og da det var længe siden, en sådan sidst var fundet, var der denne gang en rund million i puljen. Derfor havde vinderen da også smidt flere tusinde kroner for at hente gevinsten. ¿ Jeg spiller på meget forskelligt, og når der er en stor pulje kan jeg godt finde på at spille for mere end sædvanligt ¿ og det var jeg glad for denne gang, siger vinderen, som sad hjemme og så løbet. 10 minutter efter var han dog i rask trav på vej mod Spilleboxen i Aalborg, hvor gevinsten skulle fejres. det var her kuponen var spillet, og den heldige vinder havde desuden fået en hjælpende hånd af indehaver Brian Juulsgaard. ¿ Kuponen var egentlig kørt igennem, men han ville gerne have en hest mere på, og så foreslog jeg ham Cherokee i 3. afdeling ¿ og den gik rent hjem, fortæller Brian Juulsgaard. Cherokee er i øvrigt formidlet til Danmark af Jesper Bruhn, som arbejder i Spilleboxen, så her kan man da tale om insiderinformation!. I Spilleboxen var der også fest. Inden sidste løb stod det klart, at der kun var én spiller i Danmark, som kunne ramme V65, og de 25-30 spillegale i lokalet vidste godt, hvem det var. de vidste også, at han havde én hest blank i løbet, så der blev hujet og heppet til den store guldmedalje. Og jubelen blev ikke mindre, da vinderen dukkede op med lidt til ganen for at fejre gevinsten i godt selskab... ¿ De fleste her kender alt til både at vinde og tabe, så alle kunne glæde sig på hans vegne, siger Brian Juulsgaard.