Stalingrad får sit navn tilbage for en enkelt dag

Navneskiftet i byen ved Volga-floden sker for at fejre 70-året for det afgørende slag under Anden Verdenskrig.

Udland 1. februar 2013 05:22 - Opdateret 1. februar 2013 05:24

Stalingrad får sit navn tilbage for en enkelt dag

Den russiske by Volgograd har godkendt brugen af sit verdensberømte krigstidsnavn for en enkelt dag for at mindes afslutningen på det 200 dage lange slag om Stalingrad.

Byrådets beslutning er rettet mod at glæde veteraner fra det historiske slag, men det er usandsynligt, at beslutningen ikke er blevet godkendt af præsident Vladimir Putin, som ventes at deltage.

Lørdagens arrangement inkluderer en militærparade, et lasershow og fyrværkeri. Søndag er der planlagt en koncert med tyske og russiske musikere.

Opkaldt efter den sovjetiske diktator Josef Stalin i 1925, blev den vigtige industriby ved Volgafloden omdøbt til Volgograd i 1961 under Nikita Khrusjtjovs "afstaliniserings"-kampagne.

Det forargede veteraner fra kampen om at holde byen, der blev totalt smadret under de konstante bombardementer, angreb fra kampvogne og tungt artilleri fra den 17. juli 1942 til den tyske overgivelse den 2. februar 1943.

- Stalins undertrykkelse vil jeg ikke retfærdiggøre, men du er nødt til at anerkende de positive ting, han gjorde, om du vil eller ej, siger den 92-årige Gamlet Dallatyn, der deltog i slaget til nyhedsbureauet Reuters.

Historikere anslår, at op til to millioner russere mistede livet under slaget, der har været genstand for flere film.

Beundrere af Stalin planlægger at køre rundt med portrætter af den afdøde diktator på lørdag til ære for hans rolle i sejren over Nazityskland.

Som tegn på den fascination Stalin fortsat er genstand for hos mange russere, har en forretningsmand i Volgograd åbnet et Stalin-museum.

Nederlaget anses for at markere indledningen på Nazitysklands fald. Adolf Hitler mistede størstedelen af den hær på 4,5 millioner, der deltog i Operation Barbarossa. Mange frøs eller sultede ihjel, mens andre døde i russisk fangenskab.

Hitlers mål var at sikre sig adgang til de store olieressourcer og andre råvarer i området, der var nødvendige for at han kunne fortsætte sin erobringskrig.

En statue på 85 meter - "Fædrelandet kalder" - er rejst i en af Volgograds parker for at mindes slaget og russernes enorme tab.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...