USA

Stamcelleterapi mod sclerose på vej

Dansk stamcelleterapi kan blive standardbehandling mod sclerose

Dansk-amerikansk stammecelleterapi er klar til at blive testet i sclerose-patienter. Foto: Shutterstock

Dansk-amerikansk stammecelleterapi er klar til at blive testet i sclerose-patienter. Foto: Shutterstock

USA:Forskere er endelig klar til at teste stamcelleterapi som standardbehandling mod multipel sclerose.

- Vi har fået tilladelserne på plads, så vi kan komme i gang, siger den amerikanske professor Steven Goldman, der er professor på København Universitets Center for Basic and Translational Neuroscience og leder af Goldman Lab på Rochester University’s Medical Center, USA.

- Det drejer sig om kliniske forsøg, hvor vi skal teste stamcelleterapi i patienter med multipel sclerose. Efter en del forsinkelser er vi tilbage på sporet. Vi kan sandsynligvis gå i gang i midten af 2018, fortsætter han.

Metoden er delvist dansk

Metoden, forskerne skal teste, er delvist udviklet på dansk jord, men de kommende forsøg, som er de første af sin slags i verden, kommer til at foregå i USA, fortæller Steven Goldman.

Sammen med sin forskergruppe skal han transplantere raske stamceller, der bliver til hvid substans, ind i sclerosepatienters hjerner.

Hvid substans er den del af hjernen, der især er ramt, når man har multipel sclerose.

Steven Goldman og kolleger fra blandt andet Danmark har med succes testet metoden i mus med sclerose.

Allerede i 2014 sagde professoren til Videnskab.dk, at stamcelleterapi til mennesker er lige på trapperne. Dengang regnede han med, at forsøgene kunne gå i gang i løbet af 2015.

- Det så vitterligt ud til at gå i den rigtige retning, fortæller Steven Goldman.

Abortmodstandere stak en kæp i hjulet

I 2014 fik Steven Goldman og kollegerne grønt lys fra det amerikanske medicinalagentur FDA til at gå i gang med at transplantere stamceller fra fostervæv over i sclerosepatienter.

- Vi havde fået penge fra Staten New York til at sætte kliniske forsøg op i USA. Alle tilladelserne var på plads, og vi var klar, fortæller Steven Goldman.

Men abortmodstandere satte en midlertidig stopper for forsøgene, fortæller professoren. På daværende tidspunkt blev hans forskning indirekte involveret i en skandalesag, som rystede den amerikanske offentlighed.

Skandalen blev udløst, da en abortmodstander offentliggjorde skjulte videooptagelser af en abortlæge, der solgte væv fra fostre til medicinalindustrien.

- På det tidspunkt kom der en voldsom reaktion mod at bruge stamceller fra fostervæv til forskning, siger Steven Goldman.

Ny metode gør forsøgene nemmere

I de forsøg, han og kollegerne skulle i gang med, havde de planlagt at bruge stamceller fra fostervæv, men modstanden mod metoden fik dem til at lave deres forsøgsdesign om. I stedet for at bruge neurale stamceller fra aborterede fostres væv, besluttede de sig for at bruge en anden, nyere metode. De ville bruge embryonale stamceller, som findes i de tidlige faser af befrugtede æg.

I et laboratorium kan forskerne få de embryonale stamceller til at dele sig, og på den måde kan de dyrke præcis de hjerneceller, de skal bruge.

- Vi er dybest set blevet i stand til at dyrke nok celler til hundredvis af patienter. Embryonale stamceller er på den måde meget nemmere at arbejde med, fordi vi ikke skal have fat i nyt fostervæv hver gang, siger Steven Goldman.

- Men ændringen af forsøgsdesignet betød, at vi igen måtte søge om myndighedernes tilladelse. Det tog et halvt år at få den nye metode godkendt. Nu er vi tilbage på sporet og kan komme i gang, men vi blev cirka halvandet år forsinket, siger Steven Goldman.

Stamcelleterapi har et stort potentiale

De forsøg, Steven Goldman og kollegerne skal til at i gang med, er fase 1 forsøg, hvor de undersøger, hvordan en lille gruppe sclerosepatienter reagerer på stamcellebehandlingen.

Før stamcelleterapien kan tages i brug som standardbehandling, skal den igennem yderligere tre forsøgsfaser. Derfor kommer der til at gå en årrække, før den kan tages i brug.

Steven Goldman, som er anerkendt i hele verden for sin forskning, er optimistisk.

Han mener, at stamcelleterapi har potentiale til at blive standardbehandling, ikke bare mod sclerose, men mod en række sygdomme i hjernen, der i dag er uhelbredelige.

- Vi er nået langt, og stamcelleterapi har potentiale til at kunne kurere diverse neurologiske sygdomme, hvor cellerne degenererer. Det er sygdomme som Parkinson, Huntington sygdom, multipel sclerose og hjerneblødninger, siger Steven Goldman.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.