Stand-up i bogform

Malene Dietz: "Duften af kaffe"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Chick-lit når det er bedst. Forsiden siger næsten det hele.

Kender du det at vågne op i en fremmed seng ved siden af en fremmed mand efter en våd aften i byen? Nej vel. Det gør vel de færreste. Men de fleste kan nok godt sætte sig ind i, hvor mange spørgsmål det lige rejser inde i hovedet – hvis nu det skete. ”Jeg sætter mig på toilettet og indtager en klassisk nødlandingsposition med hovedet mellem benene. Der står en pakke tampax ved siden af toilettet. Helt sikkert ikke mine, helt sikkert ikke fyrens, men et helt sikkert tegn på, at jeg befinder mig på en anden kvindes territorium.” Hovedpersonen Maja er lige så forvirret over, hvad der er foregået, som de fleste af os ville være i den situation. Fest, drukner sorgen over skænderi med kæresten i tequila-shots, alt går i sort. Jo – der er meget i bogen, de fleste vil kunne nikke genkendende til fra sig selv eller bekendte. Og det er styrken ved genren. Den handler om det genkendelige i dagligdagen, men bliver meget hurtigt lidt som en af de mange amerikanske serier, hvor hverdagsoplevelser pustes op i hept gear. Alligevel får bogen sagt noget, man kan genkende og grine af. Ingen personer agerer helt naturligt, det er arketypernes arena, og hvad handling angår, kunne du lige så godt have læst et sladderblad. Malene Dietz (f. 1971) er freelancejournalist, foredragsholder, laver bl.a. filmproduktioner til internettet og har en række fagbøger bag sig, her i blandt den prisbelønnede undervisningsbog ”Projekt Samfundsfag”. ”Duften af kaffe” er hendes debutroman, og kan man lide genren, er den et scoop. Forståelsen af, hvad der vitterligt er pinlig eller ok er så kulturbestemt, at bogen vinder landvindinger ved at være dansk og foregå i København. Som værk er ”Duften af kaffe” nærmest stand-up i bogform, og læst som sådan er man vældigt underholdt. Det er chick-lit, når det er bedst, med stor ironi og en nøgtern blotlæggelse af hovedpersonens styrker og svagheder. Spørgsmålet er så, om man kan og vil lade sig forføre af så meget form og så lidt indhold. Anne Mette Busch kultur@nordjyske.dk Malene Dietz: "Duften af kaffe" 220 s., 200 kr. Politikens Forlag