Standerhejsning i Sindal Golf Klub

SINDAL:Efter en lang vinter er der igen ved at komme liv i de nordjyske golfklubber. Det gælder også Sindal Golf Klub, hvor der onsdag 29. marts var orienteringsmøde for interesserede. Ca. 30 deltagere var mødt op for at bese faciliteterne og høre om klubben, og hvilke muligheder der er for et prøvemedlemskab, og hvorledes man erhverver golfkørekortet. Selv om der stadig lå store dynger af sne på parkeringspladsen, var forårsfornemmelserne ved at indfinde sig, og en hel del af deltagerne tegnede et prøvemedlemskab og mødte til træning allerede mandag 3. april. Træningen varetages af klubbens træner Jacob Borregaard og finder sted mandage eftermiddage Søndag 2. april var der standerhejsning, og det var planen, at årets første klubturnering skulle afvikles med gunstart og efterfølgende frokost. Desværre lå der stadig sne på banen, så turneringen måtte aflyses. Efter standerhejsningen samledes de ca. 60 klubmedlemmer, der var mødt op, til fælles morgenkaffe med rundstykker og en lille en til halsen. Derefter var der åbning af klubbens nye Proshop. Sindal Golf Klub har indgået en samarbejdsaftale med Peiter Sport i Frederikshavn. Klubben stiller lokale og medarbejder til rådighed, mens Peiter Sport forsyner shoppen med golfudstyr og beklædning, som så sælges på provisionsbasis. Klubben har ansat en af sine dygtige, unge golfspillere Jan V. Sørensen, der er butiksuddannet, til at stå for shoppen, og han kunne glæde sig over stor interesse og købelyst hos kunderne.tn