Teater

Standup-talenter på Café Ciffy

Der er gode muligheder for et godt grin i Hjørring

HJØRRING: Café Ciffy lægger torsdag 25. september scene til et hold af spirende stand-up-talent bestående af Heino Hansen, Daniel Lill og Martin Nørgaard.

Deres navne ringer måske ikke umiddelbart en klokke hos mange, men tag ikke fejl, de har hver især mange grin på samvittigheden og bliver for hver dag mere og mere kendte, som de imponerer med deres evne til at lange punchlines ud både live og på tv.

Heino Hansen har på meget få år skabt sig en kometkarriere i dansk stand-up med sin rolle som den underspillede komiker med den minutiøse timing og meget stærke levering. Han har i løbet af sine år som komiker været vidt omkring og høstet anerkendelse i form af en 2. plads til “DM i stand-up” i 2010 samt en nominering til “Läkerol Talentprisen” ved Zulu Comedy Galla samme år.

Mange kender ham også fra “Stand-up.dk” i 2011 og for sine år som vært på The Voice. Han har senest i foråret 2014 leveret tomandsshowet “Heino & Jakobs onemanshow” sammen med Jakob Svendsen, der nu kan ses på onemanshowet.dk.

Daniel Lill imponerer med sin tilstedeværelse i rummet - pga af sin højde, sit komiske gen og en formidabel publikumskontakt. Han var sidste år på tour rundt i landet med Simon Talbot og høstede mange fans for sin voksne drengerøvsstil, der rammer publikum i alle aldersgrupper. Hans comedystil kombinerer en herlig mimik med en løssluppet og glad tilgang til sit stand-up-show, dog uden at gå på kompromis med sit materiale.

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med dette i komikerkredse lovpriste talent, kan hans optræden ved Zulu Comedy Galla 2011 som et af de nye håb samt på sidste års tour med Talbot opleves på youtube.com.

Martin Nørgaard er endnu et af tidens største talenter på den danske stand-up-scene. Siden han som 18-årig debuterede som stand-up-komiker, har han formået at gøre sig positivt bemærket ved op til flere lejligheder. Han blev nr. 3 til “DM i stand-up” i 2010 og Linda P udvalgte ham som opvarmer til sit one man show “Linda P - og mig” i 2011, hvor også Politikens Henrik Palle fik øjnene op for dette åbenlyse talent og roste ham i sin anmeldelse.

Martin har desuden gjort sig bemærket i programmet ”stand-up.dk” på TV2 Zulu med soloshowet ”En time på Huset” og two man showet ”Der er noget galt i Danmark” med kollegaen Anders Stjernholm. Det var således også helt fortjent, at han vandt “Garmin Talentprisen” ved dette års Zulu Comedy Galla.

Aftenens show byder på en fantastisk og sjov mulighed for at opleve nogle af fremtidens store stjerner på deres vej frem. Se dem på Café Ciffy torsdag klokken 20. Billetter på www.hvadsker.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden