Star Tour anbefaler danskere at blive væk fra Bangkok

Star Tour råder danskere til at holde sig fra Thailands hovedstad, Bangkok, efter militærkup.

Rejseselskabet Star Tour har torsdag fat i sine gæster i Thailand for at informere dem om den seneste udvikling i landets hovedstad, Bangkok, hvor hæren har taget kontrol over regeringen.

Det oplyser Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

- Vores gæster opholder sig fortrinsvis i det sydlige Thailand, hvor der ikke er uroligheder. Men vi informerer dem selvfølgelig om situationen i Bangkok. Og hvis nogen har planer om at rejse dertil, så anbefaler vi, at de holder sig væk, siger han til Ritzau.

Trods militærkuppet fraråder Udenrigsministeriet fortsat ikke rejser til landet. Men hvis rejsevejledningen ændres, vil situationen være en anden, siger Stig Elling:

- Og hvis de decideret fraråder rejser til eksempelvis Bangkok, så vil vi naturligvis rette os efter det. Vi følger situationen meget nøje.

Han anslår, at der er mellem 1000 og 2000 danskere i Thailand i øjeblikket. Langt de fleste befinder sig i turistområder som eksempelvis Phuket, hvor Star Tour i øjeblikket har omkring 20 gæster.

Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere i Thailand til at følge de lokale myndigheders råd og vejledning samt holde sig orienteret om situationen via lokale og sociale medier, rejsearrangør og deres hotel.

Ole Egberg Mikkelsen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, siger til Ritzau, at "selve det politiske, der er sket i dag (torsdag, red.), ændrer ikke ved sikkerhedssituationen for danske rejsende."

- Men det gør det ekstra vigtigt, specielt hvis man er i storbyerne, at man holder sig orienteret om, hvordan situationen er, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst