Star Wars-planeter med to sole er måske almindelige

Dobbelte solnedgange, som er kendt fra planeten Tatooine fra Star Wars, kan være udbredte i universet

Arkivfoto

Arkivfoto

VERDEN:I én af de mest ikoniske scener fra Star Wars betragter Luke Skywalker de to sole fra sin hjemplanet Tatooine til lyden af John Williams’ lige så ikoniske tema.

Scenen har navnet ’Binary Sunset’ eller på dansk: Binær solnedgang.

Nu viser computersimulationer fra et forskerpar fra University of Cambridge og University of Utah, at binære solnedgange kan være et overraskende almindeligt syn på planeter, der minder om Jorden, skriver Videnskab.dk.

Studiet er indsendt til Journal of Astrophysics, men er endnu ikke publiceret.

Se, hvordan en planet med to sole ser ud

- I over et årti troede astrofysikere, at planeter som Jorden ikke kunne dannes rundt om de fleste binære stjerner, i hvert fald ikke tæt nok på til at understøtte liv, siger professor Ben Bromley fra University of Utah til The Telegraph.

Det nye resultat har overrasket forskere. Man har tidligere ment, at tyngdekraften fra et dobbeltstjernesystem arrangerer de såkaldte ’planetesimaler’ (mindre klippestykker, som planeterne dannes af, red.), så de aldrig smelter sammen. Denne process er nødvendig for at en ny planet kan blive dannet.

Modsat har man ment, at planetesimalerne følger cirkulære kredsløb i enkeltstjernesystemer, hvilket giver dem bedre mulighed for at støde blidt ind i hinanden og smelte sammen.

- Men hvis planetesimaler er i kredsløb om et stjernepar, bliver deres veje blandet sammen af de binære stjerners trækken frem og tilbage. Deres kredsløb kan blive så sammenfiltrede, at de krydser hinandens veje ved høje hastigheder, hvilket dømmer dem til destruktive kollisioner, i stedet for vækst, fortæller Ben Bromley.

Se spektakulært billede af Danmark - taget fra rummet

Alligevel tyder de nye simulationer på, at klippeplaneter i Jordens størrelsesorden godt kan dannes i binære stjernesystemer, hvis de har et forholdsvist cirkulært kredsløb.

Forskerne kunne ikke køre simulationerne så længe, at de kunne se ’rigtig’ planetdannelse, men de viste, at sten kunne overleve i titusinder af år uden kollisioner i ovale kredsløb rundt om det samme stjernepar.

- Det er lige så nemt at lave en Jord-lignende planet rundt om en binær stjerne, som det er rundt om en enkelt stjerne såsom vores egen Sol. Så vi tror, at ’Tatooiner’ kan være almindelige i universet, siger Ben Bromley.

10 store begivenheder i rummet i 2015

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden