Start dagen med smil

MORGEN-TV:Angående "Min tv-sofa" (30.1.): Jeg har længe haft lyst til at sende en god morgen hilsen fra en tilfreds seer og lytter. I mit lange arbejdsliv stod jeg op 5.15 hver dag til en dejlig dag, som ingen havde brugt for meget af. Det har jeg så rykket ca. en time og har valgt at starte dagen med børnetimen kl. 6.40 med de morgenfriske børneværter, nu søde Nikola og fjolle-Anton, de hyggelige tegnefilm og gode indslag, de finder på. Det var rigtigt fint med de små fingerdukker, der var på ferie hos børn. Og så videre til de friske morgenværter Ceclie Frøkjær og Michael Meyerheim med deres hyggedrillerier og avisoplæsning. Og efter en del udskiftning nu Ole Stephensen og Annette Juhler Kjær, som også harmonerer fint, særligt de finurlige regnestykker. Dejligt er det at se de dygtige frisører og den gode, hurtige mad, slagter Bro laver og den mere eksotiske med "skøre" Nikolaj og så drikke Per og Tims gode vine. Men selvfølgelig er der også den alvorlige del. Derfor det alligevel godt at starte dagen med et smil.