Startede med at tegne på tapetet

Tegner og illustrator Poul Andersen fylder 70

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vestkysten fascinerer Poul Andersen, som her har malet Rubjerg Knude Fyr.

HJØRRING:Muligvis siger navnet Poul Andersen dig ikke så meget. Men du har garanteret stødt på hans tegninger eller akvareller flere steder. Siden 1959 har Poul Andersen tegnet og malet alt fra bygninger til landskaber i Vendsyssel. Han har lavet illustrationer til brochurer for blandt andet Skov- og Naturstyrelsen, by-plakater, postkort og tegninger til Vendsyssel Tidende. Faktisk har langt de fleste husstande i Vestvendsyssel et af hans værker - ta’ et kig på skraldesækken. Her er motivet AVV’s forbrændingsanlæg tegnet af Poul Andersen. - Det meste af tiden går med at tegne ting, som private, firmaer eller organisationer har bestilt. Faktisk går der rigtig meget tid med det, siger 70-årige Poul Andersen. Men for at begynde ved begyndelsen, så blev de første streger sat på tapetet, da Poul Andersen var to år gammel. - Min mor blev noget sur, og hun brugte det meste af eftermiddagen med at viske mine blyantstreger ud, siger han. Stregerne var dog ikke forgæves. Det fascinerede Poul Andersen at tegne, og efter realeksamen tog han sine landskabstegninger med op på et reklamebureau med henblik på at få arbejde. - Men det var ikke landskaber, de ville have. De ville have en tegner, som kunne tegne bogstaver, og det var bestemt ikke, hvad jeg ville. Poul Andersen blev i stedet trafikelev hos DSB og måtte nøjes med at tegne i fritiden. - Det blev ikke til så meget, og mine tegninger røg da også bare i skuffen. I 1959 blev Poul Andersen ansat hos DSB i Hjørring, og herefter tog tegneriet for alvor fart. Han var fascineret af den barske natur og tegnede, så snart der var en ledig stund. Midt i 1970’erne begyndte han også at tegne reklamer, og fra 1979 og 20 år frem tegnede og skrev han en gang om ugen til Vendsyssel Tidende. - Jeg fik mange tegneopgaver, og faktisk har jeg fået så travl, at jeg ikke mærkede, da jeg i 1996 blev pensionist, siger han. Foruden alle bestillingerne har Poul Andersen også travlt med at undervise. - Jeg underviser blandt andet gennem LOF, men jeg har også undervist i Provence, siger han. Netop Provence-området i Frankrig er det sted, hvor Poul Andersen’s yndlingsmotiver findes. - Jeg kan godt lide de tunge farver og de mørke skygger i Provence. Det er meget anderledes end Vendsyssel’s blå toner, siger han. Faktisk går turen også snart til Provence, hvor Poul Andersen skal se en udstilling med franske Paul Cézanne’s billeder. Poul Andersen kan nemlig godt lide impressionistiske billeder. - Bare jeg ikke skal male abstrakt selv. Jeg kan bedst lide at lave motiver, som er genkendelige, siger han.