Staten kendte til radioaktivt skib

Lasten blev holdt hemmelig, fordi den kunne være et terrormål.

Måske kun stor ståhej for ingenting. Da det kom frem, at et fragtskib med radioaktivt affald onsdag sejlede igennem Skagerrak, skabte det i første omgang bekymring flere steder. Det forlød nemlig, at staten ikke vidste, hvad der var på skibet, og at sikkerheden ikke var garanteret. Statens Institut for Strålebeskyttelse fortæller dog, at de udmærket kendte til fragtskibet, og at de sagtens kan stå inde for sikkerheden. - Det var rygter Men det afviser chefkonsulent Kresten Breddam fra Statens Institut for Strålebeskyttelse. - Vi ved præcis, hvad der er om bord på det skib helt ned en tiendedel milligram, siger han. Desuden forsikrer han, at sikkerheden er i orden for de beholdere, som opbevarer materialet. Den er eksperter fra Instituttet for Strålebeskyttelse blandt andet med til at godkende. - Beholderen kan modstå et meget stort vandtryk svarende til, at den ved et uheld måske skulle ligge på mange hundrede meters vanddybde. Den kan tåle en fuldt omspændende brand i en længere periode, og den kan tåle et sammenstød med et godstog, der støder ind i den med flere hundrede kilometer i timen. Kunne være terrormål Lasten blev ganske rigtigt hemmeligholdt af terrormæssige hensyn - hvis fragten er fuldt offentlig kan den være et terrormål. Men Kresten Breddam er træt af, at nogle forkerte rygter blev sat i gang. - Det ærgrer mig virkelig, for jeg synes, vi sætter en ære i at være en dygtig offentlig myndighed, siger han. DN ønsker mere åbenhed René la Cour Sell fra Danmarks Naturfredningsforening har fuld forståelse for terrorhensynet, men han undrer sig alligevel over, at den danske befolkning ikke får noget mere at vide. - Det er jo dejligt, hvis de danske myndigheder ved, hvad der foregår. Men jeg synes nu stadig, at "onkel Jørgen" har krav på at vide besked, når der sejler noget radioaktivt materiale forbi. Og så synes jeg også, at vi bør diskutere, om den slags farlige materiale skal være en handelsvare, siger René la Cour Sell. Fragtskibet fortsatte torsdag sin rute op langs Norges vestkyst med kurs mod Murmansk i Rusland, hvor affaldet skal destrueres.