Staten mister over mia.

17. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Staten mister måske over en milliard kroner om året i skatter og afgifter på grund af illegalt arbejde. Udlændinge uden arbejdstilladelse arbejder ifølge Ugebrevet A4 for helt ned til 20 kroner i timen, og der udføres stadigt mere illegalt arbejde, især hos de velhavende, konstaterer ugebrevet. Den skærpede indsats, som Folketinget har krævet, er ikke blevet fulgt op af retssystemet. En undersøgelse fra Rigsadvokaten, som Ugebrevet A4 offentliggør mandag, viser, at den skærpede kurs som Folketinget vedtog i 2000 kun er slået delvist igennem i de domme, der er afsagt siden loven trådte i kraft. Kun i grove sager har de skyldige modtaget de forhøjede bøder, som politikerne ønskede, mens bøderne til de mildere syndere fortsat er blevet takseret efter de gamle tariffer. Kun tre ud af 48 domme har udløst konfiskation af de skyldiges fortjeneste. Det til trods for at lovændringen krævede, at konfiskation skulle være udgangspunkt for alle sager. SF'eren Anne Baastrup, der er formand for Folketingets retsudvalg, kalder situationen fuldstændig åndssvag. - Vi ønskede at sende et signal om, at det ikke kan betale sig at bruge illegal arbejdskraft. Derfor burde konfiskation være det normale i disse sager. Jeg er ret sikker på, at det er anklagemyndigheden, der ikke har været vågen, for hvis de har præsenteret de korrekte påstande, så kan jeg ikke forestille mig, at dommerne ikke skulle følge dem, siger Anne Baastrup til Ugebrevet A4. Det illegale arbejde florerer især inden for bygningshåndværk og i restaurationsbranchen. Retsudvalget kræver nu, at justitsminister Lene Espersen tager affære og får gennemført en skærpet indsats i alle instanser over for det illegale arbejde. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...