Danmark

Staten og partier under angreb fra hackere

Landets offentlige institutioner bliver i stigende grad udsat for internetangreb og digitale indbrud.

Staten og partier under angreb fra hackere

En usynlig fjende har i den seneste tid angrebet en række demokratiske og offentlige institutioner via internettet.

Både Erhvervs- og Vækstministeriet og Patent- og Varemærkestyrelsen har været udsat for digitale indbrud, mens ukendte hackere har forsøgt at lægge Folketingets hjemmeside ned, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Derudover har flere partier - heriblandt Venstre, Socialdemokraterne og SF - fået deres hjemmesider mørkelagt af webaktivister, og i april havde hackere succes med at lamme centrale it-systemer i både Erhvervs-, Søfarts- og Sikkerhedsstyrelsen.

- Vi har set flere hændelser i år, og truslen er markant og stigende. Der sker angreb hele tiden, siger Thomas Kristmar, chef for GovCert, en 12 mand stor enhed under Forsvarsministeriet, der overvåger truslerne fra internettet, til Jyllands-Posten.

Hackeraktivisterne i gruppen Anonymous har taget ansvaret for angrebet mod Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor 17.000 brugeres kodeord blev hacket og offentliggjort.

Hackergruppen havde let spil i den statslige institution, lyder det fra DTU-professor Flemming Nielson:

- Det er helt forfejlet at tro, at alle statslige myndigheders it-systemer bygger på topsikkert software. Langt hen ad vejen er det helt almindelige hyldevarer, deres systemer bygger på, siger han til Jyllands-Posten.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fastslår, at han vil opruste indsatsen mod cyberangreb - på trods af at forsvaret står over for store besparelser på omkring 3 milliarder kroner.

- Der er masser af hackere og terrororganisationer, som med nålestik vil kunne sætte vigtige dele af det danske samfund ud af kraft, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/