Statens bankskraldespand giver stort overskud

Finansiel Stabilitet går fra milliardminus til solidt plus. Selskabet er skraldespand for konkursramte banker.

Statens bankskraldespand giver stort overskud

Statens skraldespandsselskab for nødlidende og forliste banker, Finansiel Stabilitet, klarede sig betydeligt bedre sidste år end mange af de banker, der ender i spanden.

Overskuddet endte på et stort, trecifret millionbeløb. Efter skat landede overskuddet på 611 millioner kroner, og det var bedre end ventet. I 2011 lå underskuddet på over en milliard kroner.

Ledelsen i selskabet udtrykker da også stor tilfredshed i regnskabet for 2012.

Finansiel Stabilitet blev dannet tilbage i oktober 2008 som led i en aftale mellem den danske stat og pengeinstitutsektoren i Danmark for at sikre den finansielle stabilitet.

Aftalen kom i stand som følge af den internationale krise og dens effekt på den finansielle sektor. Finansiel Stabilitet er et aktieselskab ejet af den danske stat gennem Erhvervs- og Vækstministeriet.

Og i årenes løb har Finansiel Stabilitet blandt andet overtaget EBH Bank, Løkken Sparekasse, Capinordic Bank, Amagerbanken, Fjordbank Mors, Max Bank og senest Sparekassen Østjylland.

For 2013 venter Finansiel Stabilitet et resultat tæt på nul.

- Forventningen er behæftet med usikkerhed primært som følge af konjunkturforholdene og udfaldet af retssager og tvister, skriver Finansiel Stabilitet i regnskabet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.