Station 2 og Rejseholdet er PR for politiet

Ansøgerfeltet til Politiskolen er blevet bredere, men kun hver sjette optages

Aalborg 1. april 2003 08:00

AALBORG: Selv om en god dansk betjent ikke kan forvente sig lige så spændende arbejdsbetingelser som Rejseholdets opdagere, så er det populært at blive politibetjent, men også svært. Det ved Martin Beck, Jeppe Schmidt og Henrik Kjærting fra Aalborg. Kun hver sjette af 2002-ansøgerne er optaget. Men det har været værre endnu. Søgningen til årets 300 uddannelsespladser toppede i 1999 med 2453 ansøgere. Sidste år faldt tallet til 1745. Vicekriminalkommissær Kim Hoffmann Erichsen forklarer det med, at der har været begrænset hvervning på grund af EU-topmødet, hvor politiet har investeret kræfterne andetsteds. I år er man imidlertid igen ude med aktiv markedsføring 23 forskellige steder i landet. Man vil gerne have så bredt et ansøgerfelt som muligt, og det er de små årgange, man prøver kræfter med. Kim Hoffmann bekræfter, at TV2s Station 2 og Rejseholdet har været med til at gøre ansøgerfeltet bredere. Når 96 nye betjente i dag modtages som nye politiaspiranter, ved størstedelen af næste hold til august allerede, hvem de bliver. Et liv i uniform Jeppe og Henrik har allerede fået besked, og Henrik er indkaldt til afsluttende samtale på torsdag. Dermed er de tre sluppet vel igennem forløbet, som handler om i alt fire hurdler. De har alle gennemgået en 20 ugers forskole på AOFs Daghøjskole i Aalborg, som har et tilbud rettet mod et liv i uniform, således også fængselsvæsenet. - Den sværeste er den boglige del, vurderer Kim Hoffmann Erichsen. Men den fysiske er absolut heller ikke noget, man skal kimse ad. - Den fysiske prøve omfatter flere discipliner inden for tre timer. Det kan godt være, at man er i stand til at løbe de obligatoriske 2.4 km på 12 min. (13.30 min., kvinder) svømme 200 meter på 5,30 min. og slæbe en 2,4 meter lang og 78 kg tung svelle frem og tilbage over 13,4 meter, men mange glemmer, at det skal være inden for afsat tid. Sådan vurderer projektleder Inge Lise Svanborg, Aalborg Daghøjskole det. Hun vurderer også, at den boglige del giver problemer. Kommende politibetjente skal både kunne dansk, matematik og fysik samt vide noget om samfundet. Danskprøven er en udfordring. Ud af 60 ord er 20 fremmedord, og der må kun være fem-seks fejl, før det trækker skæbnessvangert ned. Og så er der regning. Unge mennesker har det svært med brøker i en tid med lommeregnere. Det er sjældent alle er lige gode til det hele. Daghøjskolen har allieret sig med politiassistent Michael Struntze, som sørger for, at de unge har de fysiske færdigheder i orden. Opgavesættet rummer: en fysisk prøve, en boglig, en i at samarbejde og endelige en afsluttende personlig samtale. Det er ikke blot et spørgsmål om at søge og slippe godt igennem. Det er også et spørgsmål om tålmodighed. Henrik Kjærting, 25 år, søgte ind i maj sidste år, var til skriftlig prøve i løbet af sommeren, til den fysiske del i efteråret, til samarbejdsprøve i januar, afsluttende samtale en måned senere. Endelig i februar, i uge 6, han husker det, fordi han var på skiferie, fik han besked. Lang ventetid - Han oplever det som fortvivlende, fordi man går og bruger en masse tanker på det og fordi venner og bekendte spørger, men nok allermest, fordi man skal prøve at finde et arbejde, som man kan springe fra. Dernæst en prøve i samarbejde og til sidst en personlig samtale. Jeppe Schmidt Jensen, 24 år, har nogenlunde tilsvarende oplevelse. Han har været inden for militærpolitiet i tre år, søgte på et tidpunkt lærerseminariet, blev optaget, men fik en åbenbaring. Det var da politibetjent, han skulle være. Han har mange kammerater, der er det. - Det er et afvekslende job med muligheder. Man skal jo helst vælge en uddannelse, hvor man kan se sig selv de næste mange år. Der er garanteret arbejde, medmindre man dummer sig, siger han. Martin Beck, 23 år, er arveligt belastet. Faderen er også inden for politiet. Martin var til samarbejdsprøve forrige torsdag, fysisk prøve 14. februar og skriftlig prøve i december, og på torsdag runder han af med samtalen, og regner med, at tingene er, som de skal være. Han har altid villet være betjent. Ventetiden tilbringer han nu som afløser i en skolefritidsordning samtidig med, at han er dj i Jomfru Ane Gade. Martin, Jeppe og Henrik ved også godt, at de ikke udelukkende går ind til blå blink og spænding døgnet rundt. De er gjort bekendt med, at 70 procent af arbejdet er kontorarbejde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...