Håndbold

Statistikken ødelagt

Ø. BRØNDERSLEV: Vadum ødelagde ØBI-herrernes flotte hjemmebanestatistik. På en dag, hvor overhovedet intet lykkedes for hjemmeholdet, måtte Øster Brønderslevs herrer i håndboldens serie 1 indkassere et pinligt nederlag på 20-24 mod et ellers meget middelmådigt hold fra Vadum IF. Det var samtidig holdets første nederlag på egen bane, i Østsidehallen. ØBI kom ellers planmæssigt foran med 3-1 og senere 7-4. Holdet spillede faktisk rimeligt disciplineret i starten af kampen, men fra midt i halvlegen ”knækkede filmen”. Det virkede som om holdet forventede en let sejr over en overkommelig modstander, og der blev slækket på koncentrationen. Dette betød imidlertid, at fejlprocenterne voksede markant, og lette bolde blev smidt væk. Samtidig bredte der sig en stemning af frustrationer over hjemmeholdets spillere, der alle spillede under vanligt niveau. Ingen kunne være deres indsats bekendt i dette årets sidste opgør på hjemmebane. Ved halvleg var stillingen 11-15, og igennem hele 2. halvleg halsede ØBI"erne bagefter. De var faktisk aldrig på noget tidspunkt i nærheden af at kunne hive en sejr i land. Spillerne glemte at fighte, da det var nødvendigt – og spillede alt for meget sidelæns. Efter kampen var det naturligvis en flok skuffede spillere fra ØBI, der kunne forlade banen, men alle var klar over, at de selv var skyld i dette nederlag. - Med to point i denne kamp havde vi været i det forjættede land, men vi spillede sæsonens dårligste kamp, og forhåbentlig kan vi lære noget af alle de fejl, vi begik, sagde træner Henrik Thomsen efter kampen til sine spillere. Topscorer for Øster Brønderslev blev Mads Larsen med fem mål, heraf de tre på straffekast. De øvrige mål blev scoret af: Michael Olsson og Mads Bach med fire mål hver, Christian Dybro, Jon Thomsen og Lau Holmen alle med to mål, mens Thomas H. Andersen scorede et mål. På lørdag spilles årets sidste turneringskamp på udebane mod Aalborg HK 3s ksc