Miljø

Statoil fandt hverken olie eller gas i Barentshavet

Stavanger, fredag /ritzau/NTB Søgningen efter olie og gas i Barentshavet gav ikke umiddelbart noget resultat, oplyser Statoil. Det er Natur og Ungdom særdeles tilfreds med. Søgningen efter olie og gas på Guovca-prospektet i Barentshavet gav ikke noget resultat, oplyser Statoil. Organisationen Natur og Ungdom er meget tilfreds med, at borehullet var tørt. Det er boreriggen "Erik Raude", der har stået for boringen på Guovca. Riggen bliver nu flyttet til Tulipanprojektet i Norskehavet før den flyttes tilbage til Barentshavet. - Selv om Guovca ikke viste tegn på olie eller gas, så har vi fortsat en stor forventning til Barentshavet, og vi har en stor tro på potentialet for nye fund i nord, siger direktør for søgning i den norske sokkel, Tim Dodson. Guovca er den anden af i alt fire søgebrønde, som efter planen skal bores i Barentshavet i år. - Det er en god nyhed for miljøet, at Statoil ikke har fundet olie i Barentshavet. Et fund i dette sårbare havområde ville have ført til en risikabel olievirksomhed og øgede udslip af klimagasser, siger Bård Lahn, der er næstformand i organisationen Natur og Ungdom. Natur og Ungdom mener, at de mange uheld og overtrædelser af myndighedernes miljøkrav i Barentshavet skal have konsekvenser, når den overordnede forvaltningsplan for Lofoten-Barentshavet skal behandles i Stortinget i foråret 2006. Her skal det blandt andet afgøres, hvilke sårbare havområder, der skal gøres til petroleumsfrie zoner. /ritzau/NTB