Stats-tv: Pakistans nye præsident hedder Arif Alvi

Folkevalgte politikere i Pakistan har valgt en af premierministerens allierede til ny præsident.

Ritzau
Arif Alvi er Pakistans nye præsident, siger det statslige tv. Det ventes, at valgkommissionen onsdag officielt meddeler, at Alvi har vundet præsidentvalget. Foto: Farooq Naeem/Ritzau Scanpix
Politik 4. september 2018 16:45

Pakistans parlament og flere lokale forsamlinger har valgt Arif Alvi som ny præsident.

Det rapporterer Pakistans statslige tv.

Ali er allieret med den nyvalgte premierminister, Imran Khan, og erstatter Mamnoon Hussain på præsidentposten.

Alvi, en tidligere tandlæge, er en af grundlæggerne af Khans politiske parti, Pakistans Tehreek-e-Unsaf (PTI).

Khan, der er en tidligere cricketstjerne, blev premierminister i august, efter at hans parti havde sejret ved parlamentsvalget i juli.

Alvi bliver præsident, efter at over tusind folkevalgte fra begge kamre i landets parlament plus medlemmer af fire provinsparlamenter har stemt.

Det ventes, at valgkommissionen først onsdag formelt meddeler, at Alvi er ny præsident.

Ifølge det statslige tv blev Maulana Fazlur Rehman fra Jamiat Ulema-i-Islam nummer to i afstemningen.

Arif Alvi er far til fire og en aktiv bruger på Twitter.

I 1969 blev han skudt under en demonstration mod militærdiktatoren Ayub Khan i Lahore. Alvi har stadig kuglen siddende i sin højre arm.

Han har læst på flere universiteter i USA og også i Lahore i Pakistan. Han begyndte så en karriere som tandlæge, inden han slog sig på politik.

Han er 69 år, og ifølge den politiske analytiker Sohail Warraich er hans rolle nu, at han skal fungere som bro mellem den føderale regering og provinserne.

Alvis status som medlem af middelklassen kan bringe ham tættere på premierminister Khan, mener analytikeren.

- I Pakistan gør middelklassepræsidenter ikke oprør mod premierministre.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...