Statsadvokat undersøger forsvundet politimappe

Statsadvokaten for Sjælland overtog søndag sagen om en forsvundet mappe fra politigården i Holbæk med fortrolige oplysninger fra anmeldere om kriminelle.

Mappen har tilsyneladende floreret i byens værtshusmiljø efter at være blevet fundet henslængt i en hæk. Den blev siden givet videre til en journalist på dagbladet B.T., der søndag omtaler mappen under overskriften "Borgere i fare efter politisvigt". Flere af de kriminelle, der omtales i mappen, er ifølge avisen kendt som "brutale voldsmænd". Holbæks politimester, Niels Holm, var ikke klar over mappens forsvinden, før han blev kontaktet af B.T. Han ville søndag eftermiddag ikke udtale sig, men henviser til, at statsadvokaten nu har overtaget sagen. Mappen skal være forsvundet fra en gang på politigården, hvor anholdte passerer igennem. Det vides tilsyneladende ikke, hvor længe den har været væk. Vicestatsadvokat Jørgen Jensen oplyser, at statsadvokaturen har overtaget sagen, "fordi der selvfølgelig et sted ude i horisonten ligger spørgsmålet, om politifolk har begået en tjenesteforseelse". - Det håber vi ikke, men det er en mulighed, som vi nu vil undersøge. Derfor går rejseafdelingen ind for at afdække, hvad der er sket, siger Jørgen Jensen til Ritzau. Ifølge B.T. indeholder mappen bl.a. oplysninger fra en navngiven kvinde, der under forudsætning om anonymitet fortæller om sin rockerkæreste. En mor til to fortæller under forudsætning om anonymitet, at hendes børn er blevet tilbudt kokain af en navngiven mand. En præst angiver en lokal narkohandler med navn og adresse. Og en kristen efterskole fortæller politiet om en hashhandler, som sælger hash til skolens elever. - Hvis noget skal gøres her og nu, går jeg ud fra, at man klarer det lokalt, siger vicestatsadvokaten på spørgsmålet, om nogle af angiverne i mappen skal beskyttes mod eventuel overlast. /ritzau/