Statsforvaltning: Borgmester handlede lovligt

Lokalpolitik 21. marts 2007 05:00

JAMMERBUGT: Selvom eksperterne var i tvivl, så handlede Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (V) lovligt, da han ved en henvendelse fra et privatejet månedsmagasin, der ønskede at lave et portræt af kommunen, valgte at opfordre de erhvervsdrivende i Jammerbugt Kommune til at annoncere i magasinet i forbindelse med portrættet. Det er statsforvaltningen Nordjyllands konklusion efter en gennemgang af sagen. - Det er jeg naturligvis glad for og stolt over, siger borgmester Mogens Gade. Hvid del af gråzone Som udgangspunkt har kommunens egen deltagelse i månedsmagasinets kommuneportræt ikke været årsag til problematiseren hos statsforvaltningen. Derimod var det spørgsmålet om, hvorvidt borgmesteren ifølge de kommunalretslige regler havde ret til at sende en opfordring ud om annoncering i et privatejet månedsmagasin, statsforvaltningen kiggede nærmere på. En vurderingssag Statsforvaltningens problematiseren af situationen viser, at det i den enkelte situation er en vurdering af, hvorledes den enkelte kommune håndterer sagen. I denne situation vurderede sagsbehandleren, at Jammerbugt Kommune ved borgmester Mogens Gade havde handlet med gode intentioner, da kommunens engagement i sagen tilsyneladende blev ”båret af ønsket om at støtte en kampagne, der skal gavne hele erhvervslivet i kommunen. I den sammenhæng må det efter statsforvaltningens opfattelse være lovligt, at kommunen medvirker”. Eller med andre ord: - Vi mener, at det ligger inden for det, man godt må, konkluderer sagsbehandler på sagen, Jette Linnemann. Har haft konsekvenser Efter at Statsforvaltningen besluttede sig for at se nærmere på borgmester Mogens Gades henvendelse til de private erhvervsdrivende i Jammerbugt Kommune, har sagen haft konsekvenser i Jammerbugt Kommune. - Vi er ved at lave nogle principper for markedsføring i Jammerbugt Kommune, forklarer borgmester Mogens Gade. Principperne vil blive diskuteret af kommunalpolitikerne på kommunalbestyrelsesmødet på torsdag i Aabybro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...