Statsminister - giv en rigtig undskyldning

TEGNINGER:Statsministerens og Jyllands-Postens undskyldninger er uheldige. Der burde fokuseres mere på, hvordan svage og udsatte mindretal i almindelighed behandles og omtales og ikke på en håndfuld tegninger, der i sig selv er uendeligt ligegyldige. Tegningerne i sig selv kan der ikke være noget at udsætte på. Jeg godtager gerne tegninger af Muhammed med bomber og griseører eller hvad man nu har fantasi til. At en sådan tegning kan fremprovokere, at en adfærdsvanskelig palæstinenser med tørklæde og maskingevær udsteder dødstrusler mod alle danskere og nordmænd understreger blot, hvor vigtigt det er at holde fast ved, at man må sige alt til og om hinanden. At statsministeren nu udtaler, at han aldrig har brudt sig om tegningerne, og at han og J-P nu på hver sin kryptiske, men dog utvetydige måde, undskylder, er noget rigtig skidt. Det er svært at befri sig fra den tanke, at det ikke er muslimernes sårede følelser, der ligger dem på sinde, men snarere de tabte eksportmarkeder. Men det er vel det, der hedder realpolitik. Satire, humor, kunst må ikke udsættes for nogen form for censur og bør ikke undskyldes. Tegningerne i sig selv er ikke et problem. Problemet er, at tegningerne ikke er i sig selv. Tegningerne optrådte i J-P, der på lederplads og debatsider fremstår som regeringens og i særdeleshed Dansk Folkepartis dummeste, mest primitive og nedrige talerør. J-P bærer sammen med regeringen et betragteligt ansvar for, at muslimske borgere i Danmark efterhånden må føle sig godt og grundigt trådte på. Den undskyldning, der ville være på sin plads var, om statsministeren sagde: "Jeg undskylder, at vi i regeringen af hensyn til meningsmålinger og af angst for vælgerne gang på gang er forfaldet til at slå på dem, der allerede ligger ned, og jeg undskylder, at vi fremstiller en verden i sort og hvidt, og at vi altid afviser nuancer. Jeg undskylder også, at jeg for at opnå 90 mandater har været nødt til at lefle for et parti, der blot med dansk fortegn har et debatniveau som en palæstinenser med tørklæde og maskingevær. Og jeg beklager, at den presse, hvis fornemmeste opgave burde være konstant at stille kritiske spørgsmål til magten og til magtens metoder i stedet har set en fordel i at være medløber på regeringens hetzer og smædekampagner. Dét undskylder og beklager jeg, og derfor går jeg af som statsminister, men jeg undskylder ikke tegningerne. Satire og i det hele taget humor er en vigtig og værdifuld del af den demokratiske kultur og proces og er enhver form for fundamentalistisk forhudsforsnævring overlegen".