Statsministeren besøger succeshistorie

Hvis bøger ikke lige er sagen, kan Bavnebakkeskolens erhvervsklasse give inspiration

Asbjørn With
An­ders Fogh Ras­mus­sen blev vist rundt på sko­len af sko­le­le­der Arne Sloth Kris­tof­fer­sen.
Skolevæsen 14. september 2006 06:00

STØVRING: Anders Fogh Rasmussen (V) tager den lange tur fra statsministerkontoret i København til Bavnebakkeskolen i Støvring for at se nærmere på det, han kalder en succeshistorie. - Her har jeg set, hvordan man praktisk kan give et tilbud, som passer til alle elever. Altså også dem, der måske bedre kan lide at bruge hænderne frem for bøgerne, siger Anders Fogh Rasmussen, der lige har set, hvordan hverdagen ser ud i erhvervsklassen. Hænderne først Inden har han fået en rundvisning i skolens værksteder. I smedehuset, der står midt i gården på Bavnebakkeskolen, viser 15-årige Michael Zaar fra Nibe, hvordan et smykke bliver til. Han arbejder koncentreret på trods af, at en håndfuld kameraer forsøger at få de bedste billeder. Og at landets statsminister kigger ham over skulderen og stiller spørgsmål. Bavnebakkeskolens leder Arne Sloth Kristoffersen giver Anders Fogh Rasmussen en kort introduktion til det særlige ved erhvervsklassen. - Skolen skal være boglig. Meget boglig endda, men ikke for alle, indleder skolelederen med det slogan, der på 25. år betegner skolens bestræbelser på at tilbyde unge mennesker, der ellers ville være i farezonen for ikke at få en uddannelse, et alternativ til skolebøgerne. I samarbejde med 40 til 50 lokale virksomheder giver skolen eleverne mulighed for at komme af sted på det rigtige spor. Om formiddagen går eleverne i skole med hovedvægt på undervisning i dansk, matematik og samfundsfag. Om eftermiddagen står den på erhvervsarbejde i de lokale virksomheder. Mens statsministeren soler sig under en skyfri himmel i gården, er 14-årige Lau Theilgaard i gang med at svejse i metalværkstedet. - Jeg ville gå død, hvis jeg skulle op i alle fag. Så ville jeg falde bagud og miste lysten til at gå i skole. Jeg håber, at statsministeren kan se, hvor godt det her er, så vi kan fortsætte med erhvervsklassen, siger Lau Theilgaard. Kræver dispensation Den nye folkeskolelov lægger op til, at eleverne skal til eksamen i alle fag. Eleverne i erhvervsklassen har slet ikke alle fag, så hvis ikke skolen får dispensation, er erhvervsklassen snart historie. - Jeg håber, at den er på vej, siger Arne Sloth Kristoffersen, der ofte modtager henvendelser fra andre kommuner, der ønsker at kopiere konceptet fra Støvring. Og noget tyder på, at der er lys forude. Statsministeren går sig en tur i værkstederne og får undervejs en snak med eleverne. Bagefter er han yderst positiv over det, han har oplevet. - Der skal være plads til sådan noget som det her i den nye folkeskolelov. Alle skal med i samfundsudviklingen, og der skal også være tilbud til dem, der hellere vil bruge hænderne end bøgerne, siger Anders Fogh Rasmussen efter et gruppebillede med erhvervsklassens elever, og inden frokosten blev indtaget sammen med eleverne. Statsministeren pointerer også, at det praktiske arbejde motiverer eleverne til også at lære teorien bag, fordi de kan se, hvad teorien skal bruges til. Eleverne på Bavnebakkeskolen fik sig en anderledes onsdag, og selv om Lau Theilgaard ikke fik mulighed for at udveksle et ord med Anders Fogh Rasmussen, var det alligevel en særlig dag. - Der er ikke mange, der spiser frokost med statsministeren. Så det er da en på opleveren, siger Lau Theilgaard. Statsministeren fortsatte sin tur i det nordjyske med besøg på SAWO A/S der giver praktikplads til mange af eleverne i erhvervsklassen. Herefter gik turen til Aalborg, hvor AAU Innovation og Novodan A/S også fik besøg, inden ministerbilen satte kursen tilbage mod København.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...