EMNER

Statsministeren er en struds

Når man møder en trussel, har man tre psykologiske muligheder; man kan tage kampen op, man kan overgive sig, eller man kan løbe

sin vej. Dog er der dyr, der har udviklet alternativer. Firbenet taber af skræk sin hale, skildpadden lukker sig inde i sit skjold og strudsen stikker hovedet i busken og lader som om, at resten af verden ikke eksisterer. Statsministerens afvisning af udfordringen til at mødes offentligt og debattere med Helle Thorning-Schmidt minder mest om strudsens reaktion. Statsministeren er åbenbart så presset for tiden, at han er bange for at mødes i offentlige debatter med oppositionens leder, Helle Thorning-Schmidt. Således har statsministeren mindst seks gange siden sidste sommer afvist at stille op til debat imod socialdemokraternes formand. I denne uge begrundede statsministeren sine afslag med, at Socialdemokraterne ikke har noget politisk grundlag at diskutere ud fra og at dialogen dermed er nytteløs. I statsministerens egen forestillingsverden mener han at vide, at der ikke er nogen andre i dansk politik, der når hans eget niveau. Derfor er der ikke nogen, han kan mødes med. Som en anden enehersker gør statsministeren sig til overdommer og dømmer alle andre ude. Derved tilsidesætter han fundamentale demokratiske principper om dialog og samtale. Ved at ophæve sig selv til overdommer, fjerner han befolkningen mulighed for at måle statsministeren over for sin direkte politiske modstander. Dermed fratager han også danskerne deres mulighed for at tage politisk stilling på et oplyst grundlag. Han underminerer demokratiet. Hvis Socialdemokraterne virkelig ikke havde noget politisk grundlag, ville det så ikke netop være nu, at statsministeren skulle slå til og tage udfordringen op? Men nej, statsministeren er blevet så presset og bange for sine omgivelser gennem regeringens nedtur i efteråret, at han åbenbart har trukket sig tilbage på sit kontor og kun nødigt stikker hovedet frem. Han er vendt tilbage til at være en rigtig hulemand, der lever i en mørk og afsondret verden uden lys og langt borte fra den politiske verden, vi andre befinder os i. Bortset fra at en rigtig hulemand formentlig ville tage kampen op, hvis han blev rigtig presset. Det gør statsministeren ikke. Han opfører sig i stedet som en struds, stikker hovedet i busken og lukker resten af verden ude.