EMNER

Statsministeren erskuffet over S og R

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

ritzau grafik

BAGDAD:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er skuffet over, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke længere bakker politisk op om de danske soldaters tilstedeværelse i Irak. Han kalder oppositionspartiernes beslutning om at kræve soldaterne hjem “forkert”. - Jeg er selvfølgelig skuffet over, at de to partier ikke vil stå bag en forlængelse af tilstedeværelsen. FN har jo har vedtaget en resolution, der opfordrer ikke bare Danmark, men hele det internationale samfund til at bakke op om den irakiske regering. Så vi er her altså på et FN-mandat, og på den baggrund synes jeg selvfølgelig, det er forkert, at SR har trukket deres støtte, siger statsministeren til Ritzau under sin rejse til Irak. Da Folketinget i torsdags førstebehandlede et beslutningsforslag om at forlænge den danske indsats i Irak med 12 måneder meddelte S og R, at de ikke længere støtter tilstedeværelsen i Irak. Partierne mener, at de danske soldater skal trækkes ud, og at der i stedet skal bruges penge på civil genopbygning. Det betyder, at den danske indsats i Irak nu alene hviler på regeringens flertal med Dansk Folkeparti. På spørgsmålet om, hvorvidt de manglende stemmer fra oppositionen vil få betydning for den politik, som regeringen fører i Irak, svarer Fogh nej. - Udenrigs- og sikkerhedspolitik handler i høj grad om troværdighed. Vi har sagt, at vi vil blive og gøre arbejdet færdigt - så længe det sker på anmodning fra den irakiske regering, så længe det er bakket op af FN, og så længe vi selv synes, at vi kan gøre en fornuftig indsats. Og på nuværende tidspunkt er de tre betingelser opfyldt. /ritzau/