Statsministeren i krydsild

Anders Fogh Rasmussen (V) klappet ind og ud af festsalen på Hjørring Gymnasium

Irak 1. april 2003 08:00

HJØRRING: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev klappet både ind og ud af Hjørring Gymnasiums festsal, da han i går holdt tale for og tog imod spørgsmål fra gymnasiets elever ved et fællesarrangement, der stod i krigens tegn. Og statsministeren kan sælge billetter. Det var en propfyldt aula - vindueskarme og gulv måtte tages i brug for at rumme de godt 600 elever og lærere, der ønskede at høre statsministeren. Uden for gymnasiet havde 20-30 demonstranter kort forinden taget imod Fogh Rasmussen, da han over middag ankom til gymnasiet. Halvdelen af dem var ikke elever på gymnasiet og fik derfor heller ikke adgang til mødet. De få elever, der deltog i demonstrationen, lagde bannerne, inden de tog plads i festsalen. Statsministeren lagde op til dialog. Først gav han en begrundelse for, hvorfor regeringen havde truffet beslutning om dansk deltagelse i krigen mod Irak. - Krig er det absolut sidste, man tyer til. Saddam har fået alle chancer for at aflevere sine våben. Regeringens begrundelse for at deltage er at skaffe demokrati, frihed og overholdelse af menneskerettighederne for det irakiske folk, sagde statsministeren blandt andet. Og når Danmark deltager, er det for at vise solidaritet. Det er vigtigt at tænke på, at amerikanerne har reddet europæerne under 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, ligesom det også var dem, der kom og hjalp på Balkan, mens europæerne bare diskuterede. Somme tider kan det være værre ikke at gøre noget. Og så skal man ikke glemme, at målet er fred og stabilitet i området, understregede statsministeren. Det var velforberedte gymnasielever, der herefter fik lejlighed til at konfrontere Fogh Rasmussen med spørgsmål. FN og NATOs fremtid var nogle af de spørgsmål, der optager eleverne. Genopbygningen af Irak efter krigen og om det overhovedet er muligt med demokrati i et islamisk samfund var andre emner, der blev rejst. En elev ville vide, om Fogh Rasmussen er enig med George Bush i, at unges demonstration mod krigen er et sundhedstegn. - Fredelige demonstrationer er et sundhedstegn i et velfungerende demokrati. Her er det frit at give udtryk for sine holdninger. Jeg kunne dog godt ønske, at de var lidt mere afbalancerede. Det er som om den anden side - Saddams rædselsregime - bliver overset, svarede statsministeren. Også de seneste dages oplysninger om, at irakere med dansk statsborgerskab tager til Irak for at kæmpe for Saddam Hussein blev berørt, hertil lød Fogh Rasmussens svar: - Jeg fatter simpelthen ikke, at irakere, der er flygtet til Danmark, fordi de har følt sig forfulgt af det irakiske regime, vender tilbage til Irak for at kæmpe for Saddam Hussein. Det virker højst besynderligt. Efter min mening burde de bosætte sig i Irak. Der blev også tid til at skrive autografer og en snak med en tidligere studiekammerat, inden Fogh Rasmussen spurtede videre til andre arrangementer i det nordjyske. - Det var en lærerig dag for demokratiet. Eleverne var meget velforberedte. Det var ikke bare flade spørgsmål til 25 øre, sagde en tilfreds rektor Thorkild Clausen efter arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...