Statsministeren og Ellemann var ikke om bord under ildkamp

På en rejse til Ghana skulle Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen have mødt "Esbern Snares" besætning.

KØBENHAVN:Hverken Jakob Ellemann-Jensen (V) eller statsminister Mette Frederiksen (S) var om bord på fregatten "Esbern Snare", da besætning fra fregatten skød og dræbte fire formodede pirater i Guineabugten.

Det oplyser Statsministeriet.

Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen er i øjeblikket sammen i Ghana for at besøge danske udsendte.

Torsdag klokken 11.00 lokal tid, det er klokken 12.00 dansk tid, skulle de have mødt fregatten "Esbern Snares" besætning.

"Esbern Snare", der er udsendt til Guineabugten, affyrede onsdag skud mod det, der ifølge Forsvaret er fem pirater.

En af piraterne er såret, mens fire er døde.

- Jeg er lettet og taknemmelig over, at ingen af vores danske udsendte kom til skade i den kamp mod pirater, som fandt sted i går i Guineabugten, siger Jakob Ellemann-Jensen i en skriftelig kommentar.

- Truslen fra pirater mod danske og internationale skibe er helt reel og meget alvorlig, hvilket aktionen i går tydeligt viste.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra statsministeren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.