EMNER

Statsministeren: Vi bliver i Irak

- Det er den irakiske regerings ønske og støttes af FN, siger Fogh

KØBENHAVN:Danmark bliver i Irak, så længe den irakiske regering ønsker det, det sker under FN-mandat og den danske regering mener, at det bidrager til at udvikle demokratiet i Irak. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mandag aften i København. Det skete efter hans møde med de nordiske og baltiske kolleger ved Nordisk Råds session. Tidligere mandag sagde den irakiske udenrigsminister, Hoshiyar Zebari, at Irak ønsker FN-mandatet forlænget et år for de internationale styrker i landet. Sikkerhedsrådets resolution 1637 om de internationale styrker udløber den 31. december. Fogh fandt ikke Iraks ønske overraskende. - Sikkerhedssituationen i Irak nødvendiggør, at fremmede styrker er til stede for at hjælpe den irakiske regering med at udvikle en stabil regering og genopbygningen af Irak, sagde statsministeren. Han understregede, at Danmarks holdning ikke ændres af det irakiske ønske. - Den danske regerings holdning er, at vi bliver i Irak, så længe det er ønsket af den irakiske regering, så længe det støttes af FN og så længe vi mener, at vi kan give et positivt bidrag til at udvikle demokratiet i Irak og genopbygningen af landet, sagde Anders Fogh Rasmussen. Han fik støtte fra sin litauiske kollega, Gediminas Kirkilas. - Vi har samme holdning. Vi arbejder succesrigt i det danske militære kontingent. Min regering har mandat fra vort parlament til udgangen af 2007, sagde han. /ritzau/