Statsrevisorer: Rigsrevisionens kontrol med PET i orden

Efter et møde onsdag eftermiddag blåstempler statsrevisorerne Rigsrevisionens kontrol med PET.

Statsrevisorer: Rigsrevisionens kontrol med PET i orden

Rigsrevisionens kontrol med PET's forvaltning af offentlige midler virker, som den skal. Det er konklusionen efter et møde hos statsrevisorerne onsdag eftermiddag, hvor rigsrevisor Lone Strøm redegjorde for kontrollen med Politiets Efterretningstjeneste.

PET's brug af offentlige midler er kommet i søgelyset efter historier om dyre restaurant-regninger og hotelbesøg.

Det fik Dansk Folkepartis statsrevisor, Henrik Thorup, til at kræve, at Rigsrevisionen skulle undersøge sagen nærmere, men efter dagens møde stiller Henrik Thorup sig tilfreds med rigsrevisor Lone Strøms orientering.

- Jeg er blevet klogere, og jeg er beroliget på, at den revision, der foregår, er o.k., siger Henrik Thorup.

Også De Konservatives statsrevisor, Helge Adam Møller, er tilfreds med redegørelsen fra Rigsrevisionen.

- Der har ikke været alvorlige uregelmæssigheder i de 13 år, jeg har været statsrevisor, siger han og tilføjer:

- Jeg er stadigvæk, som jeg altid har været, fuldt tryg ved det arbejde, de gør i PET. Også på det økonomiske område.

PET har forklaret de dyre hotelregninger med, at efterretningstjenesten ikke altid selv bestemmer, hvor de udsendte skal bo. Det sker nogle gange, når udenlandske partnere arrangerer møderne, at regningerne overstiger den danske stats satser.

Desuden har PET ændret praksis, så de dyre afskedsmiddage, som også har været kritiseret, ikke længere bliver betalt fra en hemmelig konto til såkaldte "særlige midler".

Gennem de senere år er budgettet i PET blevet væsentligt forøget, og udgiften ligger nu på omkring 800 millioner kroner. Hvad der bruges til "særlige midler" holdes skjult for offentligheden, fordi det - ifølge formålet - skulle være strengt hemmelige operationer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst