Statsrevisorerne: Kommuner skriver uforståeligt

Kommunerne får kritik for dårlig kommunikation og to ministerier for manglende indsats mod fejludbetalinger.

Kommunerne skriver så dårligt, at mange danskere har svært ved at forstå budskabet, når der dukker et brev op i postkassen.

Sådan lyder kritikken fra Statsrevisorerne torsdag eftermiddag.

Revisorerne finder det ikke tilfredsstillende, at kommunernes kommunikation med borgerne "i flere tilfælde er præget af så svært sprog og dårlig opsætning af breve og skemaer, at borgerne ikke forstår deres ret og pligt, når de er modtagere af sociale ydelser".

Det fremgår af en ny beretning om sociale ydelser, som Statsrevisorerne offentliggør torsdag eftermiddag.

Desuden udtaler Statsrevisorerne kritik af både Beskæftigelsesministeriet og Socialministeriet, der ikke har haft en strategi for indsatsen mod fejludbetaling af sociale ydelser.

I 2012 udgjorde de samlede offentlige udgifter til sociale ydelser 268,6 milliarder kroner. Der findes kun få analyser af omfanget af fejludbetalinger.

Et usikkert skøn fra Statsrevisorerne er, at to til fire procent, svarende til fem til 10 milliarder kroner, kan være udbetalt for meget eller for lidt.

Fejl i udbetaling kan ske ved snyd fra borgernes side eller ved en fejl, hvor borgerne er ubevidst om det.

Det er Beskæftigelsesministeriet og Socialministeriet, der fører tilsyn med, om blandt andre kommunerne udbetaler ydelserne korrekt.

Den samlede kritik er i den negative ende af den karakterskala, som Statsrevisorerne indførte i 2007, men kritikken kan ikke regnes for særlig slem, som når der eksempelvis uddeles en næse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst