EMNER

Status over 50 års europæisk samarbejde

Midt i en travl hverdag kan det være nyttigt at stoppe op og gøre status, skriver Birgitte Josefsen.

Birgitte Josefsen

Birgitte Josefsen

I foråret kunne EU markere et jubilæum, fordi det var 50 år siden, at Rom-traktaten blev indgået. Det var en aftale mellem seks europæiske lande, som skulle arbejde for fælles interesser inden for kul- og stålindustrien, men som i løbet af årene har udviklet sig til noget meget mere omfattende. I dag er 27 lande med i et fællesskab, der har stor betydning for dagligdagen for op mod en halv milliard mennesker. Det umiddelbart mest glædelige er, at jubilæet samtidig er en markering af, at der i et halvt hundrede år har været fred i Europa. Naturligvis er der uenigheder blandt så mange lande med de store kulturelle, sociale og økonomiske forskelle, men så sætter landenes regeringsledere sig omkring et bord og forhandler sig frem til enighed – i stedet for at mobilisere de væbnede styrker og gå i krig mod hinanden. Krig mellem europæiske lande? Det lyder i dag utænkeligt og fuldstændig absurd. Heldigvis. Men historien viser, at det absolut var en risiko, man måtte regne med, før EU-tiden. UD OVER FORSIKRINGEN mod krig har EU påtaget sig at løse en række små og store konkrete samfundsproblemer, hvor det er hensigtsmæssigt, at løsningerne rækker ud over landegrænserne. For eksempel opnåede man på EU-topmødet 8. marts i år enighed om at sætte bindende mål for anvendelsen af vedvarende energi og bestræbelserne på at imødegå de klimaforandringer, som kan være en trussel for de kommende generationer. Ved den lejlighed blev målene sat meget højt, og der var da også mange skeptikere, som forud for topmødet udtrykte deres manglende tillid til de gode viljer i det europæiske samarbejde. Men gennem dygtigt politisk håndværk lykkedes det alligevel, og vi kan nu konstatere, at EU går forrest for at få en grønnere verden. Samtidig er jeg fascineret af, at EU-landene er i stand til at opnå så store resultater i et internationalt samarbejde, uden at det går ud over mangfoldigheden. Vi er stadig danskere i Danmark – men også medspiller i Europa. Tyskerne er fortsat tyskere, briterne er britiske og franskmændene er i den grad franskmænd. Vi har bevaret hver vores kulturer og traditioner – og de seneste 50 års udvikling har vist, at sådan vil det fortsat være. JEG ERKENDER, at man gennem medierne ofte får indtryk af, at samarbejdet i EU udelukkende består af ørkesløse diskussioner i kedelige mødelokaler, men det er derfor, at jeg gerne vil stoppe op og gøre status. For ind imellem de store spektakulære topmøder kommer der en lind strøm af fælles beslutninger. De vækker måske ikke så meget opmærksomhed, men ikke desto mindre har de betydning for alle EU-borgeres hverdag. Positivt, vel at mærke… Vi betragter det nu om stunder som en selvfølge, at det lokale supermarked har italiensk parmaskinke, spansk chorizopølse og franske brieoste på hylderne. Og vi kan i dag bestille en billig flybillet til Costa del Sol og købe en rundrejse til store kulturbyer som Prag og Budapest blot ved at klikke nogle gange med musen på vores computer. Det er jo ikke så længe siden, at de udenlandske delikatesser mest var noget, man læste om i madblade – ligesom de i udlandet heller ikke uden videre kunne få vores landbrugsprodukter på deres spiseborde. Og når man skulle rejse, var det noget med ansøgninger om visum, længe inden vi skulle af sted til Warszawapagt-lande som Tjekkoslovakiet og Ungarn. BÅDE MENNESKER og varer kan i dag komme rundt i Europa uden bureaukratisk bøvl og lange fordyrende og irriterende ventetider. Takket være EU. Ved etableringen af Det Indre Marked har vi fået fjernet mange handelshindringer og i stedet fået fri og sund konkurrence mellem de europæiske virksomheder. Det er umiddelbart til gavn for borgerne i EU-landene, men det betyder også, at EU-landene set under ét står stærkere i konkurrencen med lande i de andre verdensdele, hvilket der er et langt større perspektiv i. Blandt de mange store og små EU-initiativer, som har gjort det lettere at leve i Danmark, kan også nævnes fælles standarder for fødevarer, så vi i dag producerer de sikreste fødevarer i verden, nye muligheder for, at studerende og andre kommer ud i verden for at tilegne sig viden og erfaringer, som kan være os alle til gavn i verdenssamfundet, og det grænseoverskridende politisamarbejde, som gør det muligt for politi og retsvæsen at bekæmpe kriminalitet i hele Europa. NØGTERNT BETRAGTET er alle disse – og de mange andre – EU-aftaler jo blot udtryk for ”sund fornuft”. Jeg er sikker på, at vi i Danmark sagtens kan finde et politisk flertal for, at spildevand ikke må hældes urenset i havet. Men det batter desværre ikke ret meget. Derimod har det større effekt, hvis Polen og Tyskland også beslutter, at der ikke skal ske en forurening af Østersøen. Det allerbedste ville naturligvis være, hvis også Rusland er med på idéen, men det sker næppe på opfordring fra Danmark alene. Men når vi i EU står sammen om et krav, gør det nok indtryk på russerne. Derfor kan vi da også konstatere, at samtlige partier er enige om langt de fleste EU-forslag. Selv Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemmer for det meste, der lægges på bordet i Europa-udvalget. Det ville da heller ikke være særlig smart, hvis de skulle stemme imod noget, der tydeligvis forbedrer ens hverdag… SELV OM det europæiske samarbejde gennem de første 50 år har været en succeshistorie, står EU fortsat over for nogle store udfordringer – nogle vil kalde det ”en dyb krise”, men det er jeg ikke enig i. Det drejer sig først og fremmest om den nye traktat. EU-landene er fortsat et stykke fra hinanden holdningsmæssigt, og derfor blev et kompromis om en minitraktat muligheden, der skal danne basis for at komme videre. Den nye traktat skal gerne gælde fra 2009. Det er nok det mest realistiske, mener jeg, sådan som tingene ser ud i øjeblikket. Men når Frankrig i anden halvdel af 2008 har formandskabet i EU, kan der jo ske ting og sager. Det vil da appellere til den franske selvforståelse, hvis det netop i dén periode lykkes at opnå et større og mere bemærkelsesværdigt resultat. [ Birgitte Josefsen, Hybenvej 62, Brønderslev, er folketingsmedlem for Venstre. Mail: birgitte.josefsen@ft.dk