Status over godt badminton-år

VESTER HORNUM: I en tid, hvor en del badmintonklubber har svært ved at skaffe nye medlemmer, så kunne Jytte Jensen, formand for Vester Hornum Badmintonklub, forleden på klubbens generalforsamling gøre status over et godt år. For første gang i hendes tid som formand havde klubben fem ungdomshold med i turneringen. Et U11 hold, to U13 hold og to U15 hold. Især U15 holdene klarede sig utrolig godt. Det ene hold vandt puljen, det andet blev nummer to. I U13 lå begge holdene i midten. U11 holdet endte også som puljevindere. Klubben har fejret 30 års jubilæum, blandt andet med besøg af Kamilla Juhl fra Skagen som kom og trænede med børnene. Ved generalforsamlingen blev regnskabet godkendt med et lille underskud. Der var genvalg til formand Jytte Jensen og kasserer Ninna Jensen. Gitte Graversen ønskede ikke at fortsætte, i stedet blev Tina Jakobsen valgt. Bestyrelsen konstituerer sig senere i oktober.