Incest

Stedfar frikendt for at krænke steddatter

Landsretten frifinder nordjysk familiefar for blufærdighedskrænkelse mod 13-årig steddatter.

En 51-årig mand fra Aalborg kunne i dag, tirsdag, forlade Vestre Landsret i Aalborg - pure frikendt for en tiltale om at have blufærdighedskrænket sin 13-årige steddatter. Landsretten havde dermed en helt anden opfattelse af sagen end byretten i Aalborg, der troede mere på pigens forklaring end mandens. Afgørelsen var nemlig helt vendt på hovedet i landsretten, hvor den tiltalte blev frikendt med dommerstemmerne 4-2. Betinget fængsel i byretten Den 51-årige familiefar blev ellers idømt 40 dages betinget fængsel og en torterstatning på 8000 kroner, da byretten afsagde dom i sagen 13. januar i år. Ifølge anklageskriftet skulle familiefaren have krænket pigen to gange i sommeren 2008. Pigen har forklaret, at stedfaren midt om natten kom ind i hendes soveværelse og onanerede foran hende, mens hun så på det. Nægtede sig skyldig Manden har hele tiden nægtet sig skyldig, og der er nok ingen tvivl om, at han i dag priser sig lykkelig for, at han ankede byretsdommen til landsretten. Den 51-årige mand er i øvrigt ikke tidligere straffet.