Stefan Madsen ny Sindal-træner

Landsbyens himmel-stormere sætter kurs mod Håndboldligaen

SINDAL:Det bliver en ung og ambitiøs træner, der skal forsøge at føre Sindals fremstormende håndboldkvinder videre mod Ligaen. Ledelsen i Sindal IF har såvidt NORDJYSKE erfarer udset sig 26-årige Stefan Madsen som afløser for Søren Brink, der som nævnt i avisen i går ikke får sin kontrakt forlænget og således stopper efter kun én sæson på posten. - Jeg vil ikke kommentere nogen navne, men vi er langt henne i forhandlingerne med en ny træner, som vi forhåbentlig kan præsentere i løbet af få dage, siger Bent Hessner fra Sindal IF's eliteudvalg. Også Stefan Madsen er sparsom med oplysninger, men træneren bekræfter, at han har talt med Sindal om et engagement for næste sæson. - Aftalen er ikke på plads endnu, men jeg kan godt forestille mig, at vi bliver enige, lyder det fra Stefan Madsen, der tidligere har stået i spidsen for et nordjysk 1. divisionshold, Aalborg HS (nu HS Nord), i sæsonen 2000-2001. I sommeren 2001 valgte han at trappe ned for at koncentrere sig om færdiggørelsen af lærerstudiet, og siden har han haft ansvaret for Aabybro HK's jyllandsseriehold, krydret med et halvt år som assistent for Fox Team Nords ligahold. Storspillere i svøb Et comeback som toptræner i næste sæson falder fint i tråd med, at Stefan Madsen afslutter sin civile uddannelse til sommer. Træneren ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere Sindals muligheder, men ifølge Bent Hessner er forhåbningerne store i landsbyklubben, der efter et hurtigt avancement op gennem hierarkiet nu er i gang med sin anden sæson i den næstbedste række, hvor Sindal i går nedsablede Skjern 37-25 og dermed bejler seriøst til en plads i oprykningsspillet til Ligaen. - Næsten alle spillerne på holdet er talenter i alderen 20-21 år, og med undtagelse af Stine Aaen har vi allerede forhåndstilsagn fra hele truppen om at fortsætte i næste sæson. Desuden arbejder vi på at sikre os en islandsk målvogter, og flere lovende spillere rykker op fra ynglingeholdet. På længere sigt tegner det endnu lysere for Sindal, der med Bent Hessner ved roret råder over et af landets stærkeste damejuniorhold, anført af bagspilleren Kristina Olsen. Hun betegnes af sin træner som Jyllands største talent på kvindesiden. Allerede i denne sæson har hun optrådt en enkelt gang på 1. divisionsholdet og scorede otte gange i en træningskamp mod Taars.

Forsiden