Steffen og Kira med sextet

Steffen Brandt og Kira Skov giver sammen med Nicolai Munch-Hansens Sextet koncert i Kulturstationen i Skørping mandag 28. november.

Nicolai Munch-Hansen har inviteret Kira Skov og Steffen Brandt med som solister, når hans sextet giver koncert i Skørping mandag. PR-foto
Musik 26. november 2011 18:15

Det glæder Mogens Yde fra Skørping Musikstation sig meget til: - Det er sjældent, man kan få det bedste fra tre vidt forskellige verdener til at gå op i en højere enhed. Men ikke desto mindre kommer det til at ske, når den erfarne bassist med sin stjernespækkede sekstet slår kludene sammen med to af populærmusikkens mest prominente og signifikante vokalister ved denne koncert i Skørping. Sammen vil Munch-Hansen, Steffen Brandt og Kira Skov forkæle med både evergreens og egne kompositioner, lyder det fra Mogens Yde. Kira Skov er kendt fra sit band Kira and The Kindred Spirits, men i denne tid udfordrer hun sig selv musikalsk med sit Billie Holiday-album. Steffen Brandt har med sine seneste dansksprogede favntag med det Bob Dylanske katalog også føjet nye dimensioner til sin kunstneriske portefølje. Den eksklusive koncert i Skørping byder på Nicolai Munch-Hansens kompositioner, Steffen Brandts yndlingssange, en række evergreens og et par originaler fra Kira Skov. De øvrige musikere på scenen er guitarist Jacob Bro, Søren Kjærgaard på klaver, Jakob Høyer på trommer, Ned Ferm på sax og Mads Hyhne på trombone.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...