Stegen tjekkes på biblioteket

Et forbrugerhjørne indviet på Skørping og Terndrup biblioteker med flæskesteg

SKØRPING:Det er ikke hver dag, at man kan tage en flæskesteg med hjem under armen efter en tur på biblioteket. Men det kunne en heldig kvinde i går, da hun besøgte Skørping Bibliotek og var den første bruger af bibliotekets nyeste service ForbrugerINFOpunkt, som Forbrugerstyrelsen og Forbrugerinformationen står bag på 31 biblioteker. Servicen indebærer, at man som borger kan få gratis vejledning om forbrugerstof på et område, som biblioteket har indrettet med foldere, pjecer og en computer, der har direkte adgang til ForbrugerINFO. I går blev den officielle åbning foretaget af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i Svendborg, mens kulturudvalgsformand Leon Sebbelin (R) indviede ordningen i Skørping. - Jeg synes, det er rart, at vores biblioteksvæsen er fremme i skoen og er med på det nye. Det er kun med til at styrke servicen over for borgerne, og det er endnu en god grund til at gå på biblioteket, siger Leon Sebbelin, der opfodrer folk til at møde op på bibliotekerne i Terndrup og Skørping og stifte bekendtskab med ordningen. ForbrugerINFOpunkt vejleder om, hvad man skal tænke på, inden man kaster sig ud i køb af blandt andet hårde hvidevarer, cykellygter eller radio- og tv-udstyr. Servicen giver testresultater, og man kan søge blandt dem - alt efter om det er pris, miljø eller kvalitet, der har første prioritet, når man handler. Rådgivningen informerer også om garantier, holdbarhed og returret, og hvilke regler der gælder, når man køber ind i en butik, på internettet eller pr. telefon, eller hvad man skal gøre, hvis man vil klage over et køb. Er der problemer med pletter, som ikke vil gå af tøjet, eller mangler man inspiration til en sund madpakke, kan man også finde svar på ForbrugerINFOpunktet. Fokus på forbrugerstof I Skørping og Terndrup er bibliotekarerne Mogens Yde og Elsebeth Møller blevet uddannet til at hjælpe borgere om brugen af hjemmesiden, og samtidig kan de skaffe ekstra hjælp, hvis de støder på spørgsmål, som de ikke selv kan svare på. - Vi kan stille spørgsmål i en netkonference med de andre ForbrugerINFOpunkter og få et svar tilbage i løbet af ganske kort tid, fortæller Mogens Yde. I går begyndte ordningen på de 31 biblioteker rundt omkring i landet, og det er meningen, at ForbrugerINFOpunkt skal være landsdækkende i løbet af et par år. - Der var allerede mange, der stillede forbrugerspørgsmål. Derfor var det oplagt at have det her, og for os har det betydet, at vi er blevet bedre til at klare en service, som vi klarede i forvejen, siger Mogens Yde. Meningen har også været at tage toppen af alle de henvendelser, som Forbrugerinformationen modtager hver dag, og få dem spredt mere ud. - Vi kan mærke på folk, at de følger med i alle forbrugerprogrammerne på tv, og de tænker over, hvad der er af rettigheder og muligheder, forklarer bibliotekaren og fortæller, at servicen også findes på hjemmesiden www.fi.dk. Og grunden til, flæskestegen blev udleveret til den første bruger, var, at kampagnen er blevet markedsført med "Tag stegen med til din bibliotekar", fordi man kan få at vide på biblioteket, hvor lang tid en flæskesteg skal stege.