Stemmebånd knyttet sammen

Medlemmerne af syv vendsysselske kor øvede på kryds og tværs inden koncert

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kjeld S. An­der­sen er kor­le­der for Arion - men i lør­dags di­ri­ge­re­de han også kæm­pe­ko­ret.FOTO: HEN­RIK LOUIS

SINDAL:- Der er stadig lidt mudder i krogene, når mændene skal i gang, konstaterer dirigent Hanne Storm, der normalt svinger taktstokken over Skallerup-koret. Denne formiddag forsøger hun dog at få medlemmer fra flere forskellige kor til at falde i hak på Sindal Skole, hvor Sindal Mandskor og Sindalkoret har arrangeret korstævne for i alt syv, forskellige kor. Her kan kormedlemmerne øve på kryds og tværs i andre sammenhænge end de er vant til. Hanne storm optræder nærmest dansende, dirigerende, smilende og mimende på en og samme tid i bestræbelserne på at få koret til at makke ret - en af de korsangere, der prøver at ramme tonen i ”Hvad si’r du til sådan en kone”, er Alice Kæhlershøj fra Sindal-koret, et damekor, som hun har været medlem af siden 1997. - Jeg havde egentlig længe tænk på, at jeg godt kunne tænke mig at synge, men vidste ikke hvad der var af tilbud, og så en dag så jeg en annonce for koret, fortæller Alice Kæhlershøj, da NORDJYSKE slår et smut omkring skolen. Og det har hun ikke fortrudt et øjeblik: - Hvis ikke man er glad i forvejen, så bliver man det, når man har sunget i koret - og man kan næsten ikke lade være med at fortsætte med at synge, når man kører hjem i bilen bagefter. Formanden for mandskoret, Frank Jepsen, øver et andet sted på skolen. - Jeg har været i koret i 23 år, og vi har et godt kammeratskab, så der er også et socialt aspekt, siger han. Øvelserne rustede korsangerne til stævnets kulmination: Koncerten. Her kunne publikum høre Arion, Frederikshavns Mandskor, HK-Koret, Pi’erne, Sindal-koret, Sindal Mandskor og Skallerup-koret opføre hver to numre, ligesom et samlet mandskor og et samlet kvindekor også opførte to sange. Til sidst sang alle kordeltagerne sammen. Korstævnet var en del af Hjørring Festuger.