Stemmen, der kan løfte livet

Sangerinden har fået en særlig evne til at virke dulmende i svære situationer - derfor bliver hun meget brugt ved begravelser

Charlotte Rørth
Hvis man hører mig synge, kender man mig i princippet helt til bunds, siger Marie Carmen Koppel, der synger 5. marts i Aalborg. Foto: Jens Astrup/Scanpix
Musik 1. marts 2009 05:00

Hun var ikke fyldt seks år, men vidste det allerede. Vidste, at hun skulle lægge stemme til livets store øjeblikket. Af glæde og sorg. - Det er en fed ting at kunne, konstaterer landets stærkeste soulsangerinde Marie Carmen Koppel, som finder det “råt”, men også meget “livsbekræftende” at synge til begravelser, som hun ofte gør, ligesom hun ikke betænkte sig, da hun blev bedt om at synge til fordel for hospice KamillianerGaarden i Aalborg, som hun gør ved en kirkekoncert 5. marts. - Jeg er pissebange for at dø, men jeg har fået en evne til at give noget fra mig i svære situationer. Og jeg synes, jeg skal bruge min stemme, at man skal bruge kunsten til at hjælpe andre - også i sorgen, fortæller hun, der for hvert år får flere roser for sin dybt mættede sang, hvad enten stemmen svinges i kendte gospelnumre i en kirke, i soul med band, til Melodi Grand Prix, i egne numre eller andres. Hun er ud af en af landets mest markante musikerfamilier. Hendes far er Anders Koppel, hendes farbror afdøde Thomas Koppel, gift med Anisette, og hun spiller tit sammen med sin bror, Benjamin. Hun er vokset op med musik af alle slags, valgte tidligt selv, og hæger stadig om heltene fra de første kassettebånd: Mahalia Jackson, Stevie Wonder, Marvin Gaye. Hun har vidst, hun ville være sangerinde, inden hun selv kunne sige det. Og hun blev det. - Jeg tænker nogle gange på, at jeg da også kunne være blevet det og det. Men jeg har aldrig rigtigt haft et valg. Jeg er ikke blevet pålagt at synge af hverken min familie eller nogle eller noget andet, men jeg har bare altid vidst, at det skulle være sådan. Marie Carmen Koppel synger meget ofte i kirker og har som den første hvide nogensinde været solist ved gospelkoret i Fountain Church i New York. Men selv om hun synger, når mennesker samles i deres kristne tro, deler hun den ikke selv. - Jeg er i virkeligheden slet ikke troende, selv om jeg elsker at synge om Gud og Jesus. Det er som regel meget, smuk musik, siger hun og fortsætter: - Jeg er et meget spirituelt menneske, og gospel er uhyre sjælehelende. Og jeg tror på budskaberne om kærlighed, om at passe på hinanden, om at finde en vej ind til en selv og til den anden, om at finde en vej ud. Det mener jeg 100 pct. Derfor kan jeg sagtens synge gospels helhjertet. Marie Carmen Koppel tror ikke på “underlige overnaturlige ting”, er snarere meget “jordnær”, men de kristne tekster og musikken hiver fat i den åndelige side af hende “som af så mange andre”. - Det viser sig, når jeg synger. Jeg synger helt inde i og fra sjælen. Det er svært at forklare, men, altså, jeg giver mig selv helt. Hele mig. Man kan ikke gemme sig i en musik som min. Hvis man hører mig synge, kender man mig i princippet helt til bunds, forklarer hun og får en forlegenhedens sprække i sin stemme. - Jeg viser alt, hvad jeg har. Alt, hvad jeg er. Det gør hun også på sin seneste cd fra efteråret. “Through the rain” handler om hendes skilsmisse fra Dan Hemmer, som hun har fireårige Celeste med. Hun har selv skrevet hver en linje og hver en node og fik stjerner alle vegne. - Den er meget smertelig, men det er noget, så mange kommer igennem. Selv om man altid skriver fra og til sig selv, er jeg så glad for de mange, der skriver eller bare siger, at de har kunnet genkende sig selv. At jeg har kunnet sætte ord og musik til den smerte, de har, siger Marie Carmen Koppel, der nok har skabt en tidstypisk plade om brud og børn, men også ramler ind i den universelle og evigt eksistenstvivl. - Det er jo det, musik kan. Den kan udviske tiden og vise os mønstre og tvivl, som altid er der. Den kan spejle os og give os et sted at sætte vores følelser hen, gøre det muligt at udtrykke dem. Selv håber hun på, at hendes nye sange, som hun er i gang med, tilsammen kan give en “mere positiv” cd. - Men det er da ikke alle mænd, der får sådan en afskedsgave, griner hun, mens Celeste højlydt proklamerer, at nu vil hun altså i børnehave ... Det daglige liv fylder hos mor Koppel, der selv tog livtag med sin hverdags smerte, da hun valgte at skrive sangen til Melodi Grand Prix her i februar sammen med netop Dan Hemmer. - Der er vi gode tilsammen. Det var en god proces. Jeg udleverede jo både ham og mig, konstaterer hun og gentager: - Det var godt, at vi gjorde det. Det er jo det store, musikken kan. Det er sådan, det er med den.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...