Stemmer i Havana

Der er noget i gære, men forandringerne kommer ikke fra revolutionens ledere. Frustrationerne blandt ungdommen vokser, og de er begyndt at gå deres egne veje, for cubanerne vil være en del af den globale verden

Stig Matthiesen
Josef og Alexander studerer begge på det gamle universtitet i Havana. Som så mange af deres venner forsøger de at sno sig gennem hverdagen i et stadig mere delt land.
Uddannelse 1. februar 2009 05:00

Det er Carlo, der samler mig op, da jeg traver forbi mændene med fiskeliner nede ved Malecón. Iført sixpence, nypudsede sko og en slidt, hvid Lada sætter han kursen mod flyselskabernes kontorer i den eksklusive Miramar-bydel. Carlo er uddannet på det smukke Universidad de la Havana, men uddannelsen som jurist har han aldrig rigtigt brugt til noget, for det kan bedre betale sig at køre med turister, forklarer han på det engelsk, han har lært sig bag rattet. Det er sådan, det er i dagens Cuba. Dette socialistiske eksperiment, Fidel Castro alias El Comandante og hans disciple har skabt, hvor det rent faktisk ikke rigtigt kan betale sig at arbejde efter vor målestok i den liberalistiske verden, da al mammon i Cuba er tiltænkt statskassen. Og penge har kommunistpartiets ledere i den grad brug for efter Sovjetunionens sammenbrud for snart et par årtier siden. Ikke den ubrugelige pesos, som den menige cubaner knap kan bruge til sine rationeringer efter at have stået i kø i timevis, men pesos convertibles, som er den møntenhed, der tæller i et land, hvor dobbeltøkonomien er i færd med at skabe en klasseforskel, så revolutionsikonet Che Guevara ville vende sig i sin grav – om den så befinder sig i Bolivia eller Santa Clara øst for den cubanske hovedstad. ”Guldåren”, der skal sikre den cubanske overklasse, hedder ”turister”. Med Iberia, KLM og Air France flyves de ind i bundter fra Europa for at sikre det økonomiske eksistensminimum, langt de fleste cubanere lever på, omend slumbyer som i Peru, Brasilien og mange andre steder i Latinamerika ikke eksisterer i landet, som med god grund er stolt af uddannelses- og sundhedsniveauet. Men at være læge på et hospital eller professor på universitetet lønner sig nu heller ikke. De tjener nemlig svarende til 20-25 convertibles for en måneds arbejde uden de nødvendige medicinske hjælpemidler eller forelæsninger i de slidte, men yderst stemningsfyldte auditorier i det centrale Havana, hvor landets unge undervises i bl.a. det officielle Cubas udlægning af verdenshistorien. - Og der er altid to udlægninger af historiske begivenheder i Cuba. Den faktuelle - og systemets. Gengiver du ikke systemets, så får du ikke din eksamen og din uddannelse. Har du ingen uddannelse, så stoler staten ikke på dig, og så får du intet ordentligt arbejde. Og søger du et arbejde uden at være medlem af partiet, eller kan du ikke dokumentere dit engagement i den kommunistiske tanke, så er du yderligere marginaliseret, forklarer en ung cubansk økonom, der omgås for mange vesterlændinge uden at være ansat i turistsektoren. Systemet stoler ikke på ham! Sidst jeg var i Havana, solgte han derfor is på strandene ved Playa del Este, men langt om længe har han nu fået få timers undervisningsarbejde. Men han ved, at han overvåges, når han forsøger at indpode de studerende andre økonomiske livsanskuelser end den socialistiske model, der på Cuba roligt kan siges at være brændt mindst lige så meget sammen som den uhæmmede liberalisme verden rundt. - Vi håbede alle på, at tingene ville ændre sig med Raúl Castro ved roret efter Fidels sygdom. Og når mine venner fra Europa bringer mig internationale magasiner, kan jeg læse, at journalisterne rapporterer, at der er sket noget i vores land. Men intet er mere forkert. Om det er The Economist, Time, Newsweek eller danske aviser, så forstår de ikke, at her intet er sket, der hjælper cubanerne i deres trængsler. Det er, som om det gang på gang lykkes systemet at få folk udefra til at gengive deres version af sandheden. Men sandheden er, at når man i Europa fortæller, at vi har fået adgang til internettet, mobiltelefoner og vore egne hoteller, så er det ikke forkert, men det er – som så meget andet i dette land – heller ikke rigtigt. Kendsgerningen er nemlig den, at overklassen i det mere og mere synligt klassedelte samfund har fået adgang til disse goder, men for 90 procent af den cubanske befolknings vedkommende er dette ren illusion. De har end ikke råd til at købe kort til internettet og da slet ikke computere. Mobiltelefoner koster en formue – flere års løn for den almindelige cubaner, og adgangen til hotellerne betyder ifølge økonomen to ting: - De velhavende cubanere kan dyrke deres lette liv sammen med turisterne i disse ghettoer, og vore kvinder kan nu gå med turisterne ind på hotellerne, hvis bare de lader sig registrere i receptionen med deres id-kort, og turisterne derefter betaler et ikke ringe beløb, der ender i statskassen. Du skal jo huske på, at hele turistindustrien køres af militæret - altså folk, som systemet stoler på. Det frie initiativ har ikke eksisteret her på Cuba siden revolutionen for 50 år side. Og et faktum er det da også, om man spadserer sig en tur i Havana, at cubanerne står i kø med deres rationeringsmærker, da varemanglen fortsat er stor i et land, der ellers har alle muligheder for at være et overdådigt forrådskammer. Lukusbutikker Kun butikkerne med luksusvarer, hvor man kun kan købe for den konvertible mønt, bugner mere end nogensinde før. - Kvinderne, der sælger deres kroppe til turisterne, er sammen med magthaverne den nye overklasse i det her samfund. Det er dem, der har pengene. Selv har jeg ikke spist andet end ris og bønner, bønner og ris den sidste måned. Og selvom undervisningen i princippet er fri i Cuba, så skal vi betale flere og flere af vores bøger selv. Ofte er vi 10 elever om at købe en bog. Både fordi den er for dyr, men ofte også fordi der mangler bøger, forklarede den historiestuderende, Josef, som jeg møder foran de smukke universitetsbygninger efter besøget i Hemingways hus, inden han skal spille en fodboldkamp mod et andet fakultet. Kammeraten Alexander er heller ikke så glad for det, revolutionen har udviklet sig til: - Tankerne og lighed og fællesskab fejler ikke noget. Jeg har ikke noget ønske om at blive en rig mand, men jeg vil bare gerne spise mig mæt hver dag og kunne rejse ud og opleve verden. Jeg er sikker på, at vore ledere har haft de bedste intentioner, men det er svært, når USA hele tiden forsøger at ødelægge alting med handelsboykot og internationalt pres på Cuba. Desværre er det den almindelige cubaner, der betaler den højeste pris, konstaterer Alexander og vender tilbage til historielektionerne. Dem er den unge engelsktalende matematiker Dayra til gengæld smuttet fra. Hun sidder i lobbyen på et af Havanas smukkeste hoteller og taler med en flok danskere, der har hyret hende som guide til en tur til Trinidad, da de har opdaget, hvor svært det er at rejse rundt i et land, hvor militæret og dermed staten styrer turistindustrien med hård hånd og helst holder ”gæsterne” udefra adskilt fra folket i store turistreservater og pæne busser - kun beregnet for dem med dollar eller euro på lommen. Men Dayra har som så mange andre i undergrunden fundet en sprække i den kommunistiske betonmur. Hun kan tjene et års løn som leder og underviser på universitetet på fem dage sammen med en flok nordboer. Pengene overdrages hende via mellemmand på hotellets toilet. For et år siden havde hun ikke turdet sidde med gruppen i lobbyen - om et år falder pengene måske på bordet i al offentlighed. Det tror og håber i hvert fald Orlandito, siger han, da jeg spiser frokost med ham og hans far i en beskeden lejlighed i Vedado. Også han er uddannet økonom og håber på forandringer – til det bedre. - Vi er udmattede og drømmer alle om en fremtid med frihed og velstand. Det er såmænd ikke, fordi vi ønsker at kopiere jeres måde i Vesten, vi vil gerne finde vores egen cubanske vej, siger han, mens hans far, Orlando, tager for sig af retterne. Orlando er musiker i den absolutte verdensklasse - den slags har man i bundter herovre, hvis de da har noget at spille på - men lever bedre af at sælge en cigar i ny og næ. Hans kone er jurist, men tjener mere ved at gøre rent for bekendte. Søsteren, Gizelle, går på et af statens mange musikakademier og øver sig stort set i døgndrift i lejligheden på omkring de 50 kvadratmeter, der er tildelt familien af styret. Det samme er stuelejligheden, hvor Reys gamle amerikanerøse er klodset op. Han mangler reservedele. Det gør man overalt i Havana, hvor indkøbet af en stak nyere kinesiske busser dog har hjulpet lidt på køerne ved busstoppestederne, hvor man kunne stå i timevis og komme for sent på arbejde, uddannelse, eller hvad end man var på vej til. Rey taler godt engelsk (faderen er svensker), for han svæver hver nat rundt som tjenende ånd for nogle af de mænd, der vælter til Cuba for at fornøje sig med unge, smukke kvinder, der for 60-100 pesos convertibles (en sygeplejerske tjener 120 om året) lader deres kroppe åbne sig. En af dem, der ikke gør det, er netop sygeplejerske og hedder Yamila. Hun er køn og midt i tyverne. - Men jeg kunne på en måde lige så godt gøre det og tjene pengene, for alle mine veninder gør det, og når jeg går rundt i centrum af Havana, bliver jeg stoppet af politiet hele tiden, fordi de tror, jeg leder efter turister. Det er hyklerisk, for på den ene side har styret brug for de penge, vi kan tjene og derefter omsætte, og på den anden side ønsker man ikke officielt, at pigerne går med turisterne, siger kvinden, der bor i Old Havana og derfor har sin daglige færden midt i turiststrømmen til og fra klinikken, hvor hun arbejder. Hun har dog ikke mere skam i livet, end at hun spørger om muligheden for lidt penge til en mobiltelefon, da vi har talt færdig på den franske cafe nær Parque Central, hvor undergrundsøkonomien spirer, da folk på gaden ikke længere er helt så bange for Castro-styrets allestedsnærværende diskrete mænd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...