EMNER

Stemning i R for at kriminalisere prostitutionskunder

København, lørdag /ritzau/ Kun snævert flertal i De Radikales hovedbestyrelse imod at forbyde mænd at gå til prostituerede. Sagen ventes til debat igen på et landsmøde til efteråret. Stemningen breder sig i Det radikale Venstre for, at partiet skal have en kriminalisering af prostitutionskunder på det politiske program. Ganske vist nedstemte et snævert flertal lørdag på et hovedbestyrelsesmøde i Nyborg et forslag om at gøre det til radikal politik her og nu at kræve prostitutionskunder straffet, sådan som man gør i blandt andet Sverige. Men afstemningsresultatet på 40 for og 30 imod viste et stemningsskred i forhold til partiets landsmøde sidste år, hvor et lignende forslag faldt med et brag. Et andet forslag om at tage stik modsatte virkemidler i brug - nemlig en legalisering med licens og lægekontrol med mere ligesom i for eksempel Holland - for at bøde kvindehandel og andre skadevirkninger af prostitution blev til gengæld afviste med 62 stemmer, mens kun seks stemte for. Partiets retsordfører, Elisabeth Arnold, tager afstemningerne til indtægt for, at partiet er under vejs med et holdningsskifte, hvor liberale principper om borgernes personlige frihed hidtil har vejet tungest i den interne partidebat. /ritzau/